Search

Blandt danske digtere er det kun et lille antal, der er kendte og kanoniserede i offentligheden. Bag berømte digtere som Tove Ditlevsen, Michael Strunge og Yahya Hassan finder man et stort antal digtere, der har brugt et liv på at opbygge et forfatterskab, uden at ret mange får kendskab til det. Og det er ofte en skam. Årsagen til dette er ikke nødvendigvis, at disse ikke-kanoniserede digtere kvalitetsmæssigt er dårligere end de kendte, men at deres personligheder og liv ikke passer i mediernes storytelling, eller at forfatterskaberne ikke fokuserer på en tidstypisk tendens, som i disse år f.eks. er køn, sygdom, race, migration og klima. Blandt glimrende ikke-kanoniserede digtere fra de seneste år kan man nævne Janina Katz, Niels Simonsen, Asger Stig Møller, René Jean Jensen, Camilla Christensen, Katinka My Jones, Kaspar Kaum Bonnén, Lene Henningsen, Anders Abildgaard, Thomas Krogsbøl, Majse Aymo-Boot, Martin Larsen, Rasmus Nikolajsen, Erik Trigger Olsen, Peter Christensen, Ejler Nyhavn, Eske K. Mathisen, Viggo Madsen, Per Aage Brandt, Mikael Josephsen og Jan Thielke. For blot at fremhæve et lille udvalg Jan Thielke har siden debuten med ”Nat efter nat” (1994) skrevet en håndfuld digtsamlinger med titler som ”Jeg er familie” (1998), ”Ånden er over os” (2005), ”Faderskabsdigte” (2008) og ”Nordic Noir” (2018), og nu tiden så kommet til at udsende ”Samlede digte”, der med sine 608 sider er et overflødighedshorn af poesi fra en interessant, æstetisk sofistikeret og mangefacetteret digter. Skal man sige noget samlet om Thielkes digte, er det, at disse oftest forener en dagligdags oplevelse med et bredt kulturhistorisk perspektiv. Det følgende digt fra ”Jeg er familie” hedder ”Hjemkomst”, og jeg vil udnævne dette til et af dansk litteraturs bedste queer-digte. Med queer-digte mener jeg en poetisk tekst, der ikke kun betragter det kønslige som biologi, men som noget vi performer, agerer og handler os til i de situationer, vi bringes i. I teksten nedbrydes de vanlige forestillinger om mandligt og kvindeligt i digtets fusion mellem en hverdagslig erotisk oplevelse og et bizart mytologisk perspektiv: “Hvad angår hyæner fastslår Ovid som bekendt, at hunnen / kan blive til han, skønt netop bedækket af hannen. / Samtidig kommer du med din anden abort på et halvt år / ikke lydløst hjem og har gjort mig til far, du ved jo / at du igen må tage min kærlighed for dét, den er. / Jeg læser da du kommer ind i stuen, / men lægger bogen fra mig og undgår dig ikke, / ikke på vilkår. Heller ikke denne gang. / På stedet spreder jeg mine læber / for din tunges skummende sæd.” Som vi ser af titlerne på Thielkes samlinger, er det imidlertid ikke bare de queer-sanselige optikker, som digteren excellerer i, men også familien som institution og faderrollen. Et fortræffeligt og rystende digt fra ”Faderskabsdigte” beskriver, hvordan familiehemmeligheder pludselig åbenbares: ”min fars bror / står foran den japanske kirsebær / og finder tiden moden / til at sende sine billeder / fra Frikorps Danmark rundt”. I andre tilfælde er Thielkes digte lette, finurlige og absurdistiske i deres familieperspektiver, om hvilke det kan bemærkes, at denne digter ligesom med sine queer-tekster i sine faderskabsdigte er langt tidligere ude end den storm af fader- og moderskabslyrik, som er brudt igennem i dansk litteratur i de seneste år hos digtere som Nikolaj Zeuthen, Duncan Wiese, Rolf Sparre Johanson, Rasmus Nikolajsen, Ursula Andkjær Olsen, Cecilie Lind, Olga Ravn og Nanna Storr-Hansen. En af de herlige ”Faderskabsdigte”, hvor Thielke ironiserer over det moderne parforhold, lyder: ”Jeg vil være ung og gammel og ubestemt. / Og jeg vil elske jeres mor / og enhver, der ligner bare det mindste. / Jeg vil være levende. / Og jeg vil være tro / mod enhver jeg kan komme i nærheden af.” Der er i Thielkes gigantiske udgivelse en del digte, som jeg ikke forstod noget af, da jeg læste dem for et par årtier siden, og som jeg stadig ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. At digtene er vanskeligt tilgængelige i deres formsprog, bliver heller ikke lettere af digterens hang til at anvende en mængde intertekstuelle referencer fra Vergil, Plutark, Dante og Shakespeare til Rimbaud, Aarestrup, Jagger/Richards og Iggy Pop. Dette skal dog ikke skygge for, at der ligger masser af raffinerede, fascinerende og tankevækkende tekster gemt i Thielkes poetiske mursten.

Jacob Skyggebjerg har i de sidste ti år markeret sig med en række værker, der på provokerende og voldsomt kritisk vis har forholdt sig til institutioner og forhold, som de fleste oftest behandler med respekt og ærbødighed. Det gælder parforhold i ”Jalousi” fra 2017, psykiatrisk indlæggelse i ”Hjælp” fra 2018 og den litteraturkritiske elite i ”Inderkredsen” fra 2021. I mange tilfælde har disse angreb inddraget Skyggebjerg i voldsomme fejder, når anmeldere og andre, der har følt sig ramt, har svaret igen. Og nogle gange har man også kunnet være i tvivl på, hvorvidt der altid var en skelnen imellem, om det var Skyggebjergs person og holdninger eller hans værker, der blev anmeldt. Kulturelt er Danmark et konsensusland, hvor langt de fleste bakker top om de etablerede synspunkter frem for at vove at gå på tværs. Det sidste har Skyggebjerg aldrig været bange for.I Skyggebjergs nye roman ”Bestrålet” er den fare, som de tidligere værker har udsat forfatteren for, i mindre grad til stede, idet handlingen udspiller sig uden for Danmarks grænser i Tyskland, hvor vi får en dagbog fra en rundrejse til forskellige destinationer i det store land med henblik på at lave en reportage om landets atomkraftværker. Om end det lykkes vores fortæller at besøge et par af de tyske fungerende og tidligere kernekraftværker og skrive nogle features om disse oplevelser, så er det dog langtfra disse indslag, der er de dominerende i værket.

Dette kapitelt giver et rids af nykritikkens udvikling i 1920’ernes og 1930’erenes angelsaksiske universitetsmiljøer (Eliot, Richards, Empson, Brooks, Tate, Warren, Wellek osv.), men også i Skandinavien og Danmark fra omkring 1960 (Holmqvist, Fjord Jensen, Brostrøm osv.). Nykritikkens hovedpointer opsummeres i tre punkter, nemlig digtningens særsprog, værket som en autonom enhed af betydningsmæssige modsætninger og den metodiske nærlæsning. I forhold til det faktum, at nykritikken er en litteraturkritisk retning, der har været uhyre slidstærk og været anvendt vedholdende i det sidste århundrede, diskuterer kapitlet en række af de kritikker, der har været rettet mod nykritikken, af hvilke de vigtigste er påstandene om det æsteticistiske, det ahistoriske, det uvidenskabelige og det poetisk-anglofilt orienterede. En læsning af den eksemplarisk tekst “Frihavnen” af Klaus Rifbjerg forholder sig til ovennævnte pointer, og i en afsluttende diskussion overvejes det, hvordan nykritikken er blevet og kan anvendes i praktiske undervisningssammenhænge.

“Landsyge” er navnet på en bog, hvis genre ikke er kendt for de fleste, idet bogen selv kalder sig et ”auto-etnografiktikt essay”‘. Det er mere enkelt, end det lyder, idet værket, der er skrevet af den danske sociolog Nikolaj Schultz (f. 1990), beskriver en rejse fra Paris til en lille fransk ø i Middelhavet samt de refleksioner, forfatteren gør sig undervejs om klimakrisen. Det kommer der så et 100 sider langt essay ud af, og den store gevinst ved fremstillingen er, at man får en forbilledlig klar præsentation den franske stjernesociolog Bruno Latours refleksioner over verdens tilstand. Latour har i en årrække været mentor for Schultz, og det er jo ikke hvem som helst, som får tilbudt dette – hvilket bogen også gør opmærksom på en del gange. Latour har i det nye årtusinde været en af de mest indflydelsesrige tænkere. En hovedtanke hos Latour er, at verden ikke skal forstås som centreret om den menneskelige bevidsthed, men at verden bør begribes som en række netværk, hvor mennesket er en aktør på linje med alle andre levende og døde aktører.

I 2007 blev der udgivet en rapport med titlen ”Håndbog om dyrearter på Habitatdirektivets bilag IV”, der opsamlede viden og erfaringer om bilag IV-arter i Danmark til brug i administration og planlægning. Håndbogen beskrev arternes levevis og udbredelse samt registreringsmetoder og håndtering i forvaltningsmæssig sammenhæng. I de 15 år der er gået siden da, er der opbygget ny viden om arterne og gjort erfaringer med virkningen af forvaltningstiltag. Der er derfor behov for at få opdateret og synliggjort den nye viden om arterne og få samlet op på de erfaringer, der er gjort i forbindelse med håndtering af arterne. Det er således ønsket, at nærværende rapport videregiver relevante og opdaterede oplysninger om disse arter.

I november 2021 afholdt Miljøstyrelsen i samarbejde med DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, konsensuskonference om vurdering af ikke-hjemmehørende arter i Danmark og deres påvirkning på natur, miljø, økonomi og human sundhed. Nærværende rapport opsummerer det forudgående arbejde med revision af skala og protokol for vurderingen af påvirkningerne, de efterfølgende ekspertvurderinger, samt arbejdet med at skabe konsensus omkring vurderingerne under og efter konsensuskonferencen. Herefter er listerne med vurderinger af ikke-hjemmehørende arter og Horizon-scan arter revideret (Bilag 1 og 2). Desuden er kriteriet, for hvornår en art betragtes som invasiv, revideret. Baseret på konsensusvurderingerne og det reviderede kriterium anses 77 af de 2513 ikke-hjemmehørende arter, der forekommer i Danmark, for at være invasive. Fakta-ark for alle invasive arter er evideret og desuden er udarbejdet fakta-ark for 10 udvalgte Horizon-scan arter. De reviderede fakta-ark findes på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk.

Politisk eller revolutionære poetiske værker finder man et stykke tilbage i historien med milepæle som Holger Drachmanns ”Engelske Socialister” (1872) og Rudolf Broby-Johansens BLOD (1932). Der har dog været perioder, hvor sådanne værker i højere grad har floreret, hvilket igen har at gøre med at offentligheden i disse perioder i højere rad er influeret af en radikal politisk ånd og diskurs. I dansk sammenhæng findes en politisk digtning i høj grad i 1960’erne og 1970’erne med digtere som Ivan Malinowski, Erik Knudsen og Klaus Høeck, mens den i de seneste års dansk litteratur har været præget af navne som Maja Lee Langvad, Christina Hagen, Caspar Eric og Lone Aburas. Jeg vil i det følgende prøve at sammenligne to af de vigtigste værker inden for henholdsvis den tidlige og den sene af de ovennævnte perioder, nemlig Klaus Høecks Sorte sonetter (1981) og Lone Aburas’ Den sorte bog (2019). I begge tilfælde drejer det sig om værker, hvis grundlag er en voldsom social indignation og vrede samt solidaritet med henholdsvis det palæstinensiske folk og de undertrykte og stigmatiserede flygtninge og indvandrere i Danmark, og i begge tilfælde agiteres der for oprør mod magthaverne. De to værker er imidlertid ikke først og fremmest interessante i kraft af deres budskab, men derimod i kraft af den psykologi og kunst- og omverdensfortolkning, som værkerne udtrykker i relation til det revolutionære.

Hverdagens miraklerKristin Vego har skrevet en smuk, intens og gribende novellesamling om kærlighedens svære øjeblikkeEn ung kvinde har været sammen med to nære venner på ferie, da det viser sig, at vennerne i al hemmelighed er blevet kærester. En studerende kvinde forlades af sin gifte elsker, som skal have barn i sit ægteskab. En datter finder ud af, at hendes mors kæreste har et forhold til morens bedste veninde. Sådan lyder nogle af de på en gang almindelige og forfærdelige øjeblikke, som hovedpersonerne oplever i Kristin Vegos ”Se en sidste gang på alt smukt”, der er en betagende samling på ni korte historier om unge kvinder i eksistentielle krisesituationer.Når jeg skriver betagende, skyldes det, at Vegos noveller har en særegen blanding af noget velkendt-dagligdags og noget eventyrligt-fremmedartet over sig, og at de virkelig griber læseren, fordi forfatteren formår at indkredse stemninger i hele deres fylde og kompleksitet i sine sjældent smukke beskrivelser. Og at skildre sådanne situationer, hvor jalousi, svigt og lidenskab folder sig ud i kærlighedens på en gang vilde og kontrollerede univers, er bestemt ikke nogen let sag, for hvor ofte ser man ikke dette gjort med svulstig patos og teatralske fagter.Blandt de smukkeste af fortællingerne er ”Åbning”, der modsat de fleste andre af historierne omhandler et omslag fra en negativ situation til en positiv. Vi møder her Anna, der føler sig træt, usikker og desillusioneret, efter at have kørt Wales tyndt med sin succesfulde kæreste Louis, der er på turne, da der pludselig kommer et gennembrud i den fastlåste stemning mellem de to, som pludselig må stoppe deres bil under en lang køretur sent om aftenen: ”I lang tid sker der ikke noget. Så kommer de til syne: store, langsomme dyr med kantede kroppe og tunge hoveder som bryder gennem en åbning i hækken lidt længere fremme. Anna og Louis sidder tavse ved siden af hinanden i ti minutter mens køerne bliver gennet over marken fra den ene græsmark til den anden. Louis smiler varmt og udmattet da hun lægger en hånd om Annas nakke.”Så enkelt og nænsomt kan kærlighed skildres i den bedste litteratur, hvor man er bevidst om, at følelser og tanker er noget, der altid fungerer i et tæt netværk af sansninger og stemninger fra det det konkrete liv, der omgiver os. Som store langsomme køer, der pludselig åbenbarer sig i den dunkle og stille aften, er således den bjergtagning, som indimellem kan fortrylle livet, hvad enten vi kalder det en åbenbaring, en epifani eller hverdagens mirakler.

Et helt enkelt spørgsmål. Besvarelsen kræver imidlertid grundigeovervejelser for at være tilfredsstillende. Det gælder valg af og kritiskstillingtagen til data, og ikke mindst analyser af disse. Vi giver budpå, hvordan fremgangen hos en sjælden slørvinge, Perlodes microcephalus,kan forklares. Den er valgt, fordi den er blandt de mestspektakulære og ”miljøkrævende” smådyr i danske vandløb.

Underfundige alderdomsdigtePeter Poulsens poesi balancerer fint mellem alvor og humorPeter Poulsen er blandt de ikke så få aldrende digtere, som er en af de offentlige hemmeligheder bag det faktum, at dansk lyrik er så god, som den er. Foruden Poulsen kommer der i disse år digtsamlinger af modne herrer og damer, der er i eller er på vej mod 80’er-årsklassen, med navne som Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen, Jørgen Leth, Klaus Høeck, Marianne Larsen, Sten Kaalø og den netop afdøde alderspræsident, Knud Sørensen. Hvad vi får i lyrikken fra disse digtere, er ikke friskfyragtig jongleren med hashtags, performativ biografisme eller øko- og raceteori, men ofte noget, som er blandt lyrikkens vigtigste kendetegn, som ikke er så udbredt blandt unge lyrikere, nemlig en inciterende og underfundig blanding af alvor og humor.Tingene i Poulsens digte foregår ofte i en slentrende talesproglig diktion, og så kommer der pludselig et spjæt i en uventet gangart, som i digtet ”Dissonans”, hvor en hverdagslig bekendelse slår over i en surrealistisk salve: ”Prostatavraget lader tankerne vandre / på jagt efter søde minder / om dit og om dat: / God elskov / sportspræstationer / østers med citroner / kølig hvidvin. / Men hele tiden forstyrres minderne / af en vis skævhed i billedet / som en film hvor fokus fortrækker / eksponeringen løber løbsk / og det hele ender i ulideligt flimmer / som et snevejr i troperne / massive haglbyger over valmuemarker.”Derudover er der talrige af Poulsens digte, der kan karakteriseres som rene satiriske jokes. Og selv om man i visse tilfælde kan synes, at nogle af dem er lidt platte, så er der også talrige guldkorn imellem, der får en til at ønske sig, at der var mere humor i dansk lyrik, hvor de største humorister nok er old-man-trioen Høeck, Laugesen og Nordbrandt. En af mine favoritter hos Poulsen hedder ”Rytterstatue” og lyder: ”Forholdet til erhvervslivet / kan man kalde sporadisk. / Skulle jeg nævne et idol / må det blive Dovne Robert. / Man kan se statuen for sig: / Hesten græsser. / Robert får sig en lur.”En anden kategori af digte er de helt korte, hvor Poulsen med sin underfundige humor kan slippe afsted med noget så gammeldags som at bruge personificeringer i sit billedsprog som i ”Fra køkkenvinduet”: ”På den anden side af gaden / kan jeg svagt genkende min hukommelse. / Den går i modsat retning af hvad den møder”. Eller i ”Maraton”: ”Seniliteten sætter slutspurten ind / og vinder på de sidste meter”. Og så er der også bare lige det ultrakorte herlige portrætdigt ”Foran spejlet”: ”Ham har jeg set før / tænker jeg”..

Sjælens smerterAnnemette Kure Andersen har skrevet en smertefuld, modig og smuk digtsamling af høj kvalitetFor over hundrede år siden blev nogle af de mest indflydelsesrige og toneangivende formuleringer om, hvad poesi er, formuleret af henholdsvis de franske symbolister og de engelske imagister. Imagismens store stjerne, T.S. Eliot talte i sit berømte essay fra 1919, ”Hamlet and his Problems” om, at digtning i sin bedste udgave fungerer som objektive korrelater, hvorved han forstod, at tekstens billeder og handlinger korresponderer med nogle specifikke sjælelige og psykologiske tilstande hos læseren. Hvad det blufærdige geni Eliot måske glemte at nævne her var, at netop det faktum, at en digter skildrer noget, som vi har vanskeligt ved at afgøre, om er ydre eller indre, har en meget kraftig foruroligende virkning på os.Det ved de store digtere i den senere symbolistiske tradition med danske navne som Ole Sarvig, Henrik Nordbrandt og Pia Tafdrup særdeles godt, og det er i det hele taget en af hovedeffekterne ved disse digteres poesi, at vi gang på gang er i tvivl om, hvorvidt vi er i virkelighedens eller fantasiens verden. En digter af denne symbolistiske aftapning, som har levet et stille liv i den danske litterære offentlighed, men som er blandt de bedste, er Annemette Kure Andersen, der debuterede tilbage i 1991 med ”Dicentra spectablilis”.Kure Andersens nye digtsamling bærer den fordringsløse titel ”Optegnelser” og fremlægger en række billeder fra en havenatur, der peger på en række krisetilstande hos et jeg. Men hvilke billeder! En tilstand af uforløst smerte og indestængt ubehag udtrykkes med følgende hårdtslående billede: ”Solsikkerne er stivnet i en / let bøjning over jorden når / isslagets blanke overflade slipper / sit tag vil en pløret masse af / gult flyde gennem / landskabet som en / betændelse.” Ikke mindre chokerende og suggestiv er skildringen af en pinefuld angst- og tabssituation: ””Torden brød ud den mest / stille aften og et skybrud lod / den døde solsorts fjer / blive drevet med en heftig / strøm i rendestenen hen / mod ristens / sprækker”I ”Optegnelser” følger vi et jeg gennem en række sindsstemninger, der tilhører den mørkeste ende af skalaen. Det er al ære værd, at der stadig skrives litteratur, der ikke handler om, hvor lækre, lykkelige, handlekraftige, spændende, morsomme eller smarte vi mennesker er, men om det grundvilkår, at livet er fyldt med konflikter, smerter og traumer. Det er en stor oplevelse at læse Kure Andersens digte, hvor serier af billeder dækker komplekse smertefulde vilkår. I mange af digtene balanceres der på æggen mellem katastrofe og overlevelse som i det følgende uhyggelige digte, der antyder, at nogen eller noget til sidst redder jeget ud af en oplevelse af tomhed og forpinthed: ”Så mange dråber knuget sammen i / øjnene da hun forlader huset / en sen nattetime for at gå ud i de / våde gader hvor poplerne folder / nye skud sammen som værn / mod kulden der får alle / overflader til at fremstå / spejlblanke hun hentes / ind”. Tilsvarende er digtsamlingens afsluttende digt fyldt med ambivalent rædsel, hvor det sidste ”tilbage” kan betyde to ting: ”Fingerbøllens blade krøller / sig sammen for nordvinden / der blæser tør og kold om hendes / hofter skrænten er stejl ned / de hvide meters lange fald / et skridt / tilbage”. Det er en smertefuld, modig og smuk digtsamling af høj kvalitet, som Annemette Kure Andersen har skrevet.Annemette Kure Andersen:Optegnelser. Digte.

Hetærer er navnet på en gruppe prostituerede med en særlig høj rang i det gamle Grækenland. Det nærmeste, man kommer i det moderne samfund, er formodentlig de franske saloners kurtisaner, hvis opgave var at være elskerinder og kultiverede selskabsdamer for herrer fra borgerskabet. Som et eksempel på, hvor forfinet og dekadent den gamle græske kultur kunne være, havde man tilmed en litterær genre ved navn hetærebreve, der blev perfektioneret af digterne Lukian og Alkiphron omkring 200 e. Kr., og hvis essens var at give stemme til fiktive og ikke-fiktive brevkorrespondancer mellem forskellige hetærer og deres elskere eller kunder. Det kom der noget yderst pikante, intime og psykologisk komplekse skriftlige vidnesbyrd ud af, hvor hetærerne og deres elskere udtrykker deres følelser, der spænder fra hengivenhed, glæde og medlidenhed til angst, livslede og kynisme.Undrer man sig over, hvad den bizarre genre kan have med ny dansk litteratur at gøre, undrer man sig mindre, når man hører, at forfatteren til en samling digte med titlen ”Hetærebreve” hedder Harald Voetmann. Voetmanns forfatterskab er ikke bare karakteristisk ved et voldsomt fokus på den pikante detalje og det skjulte og væmmelige, men også qua digterens uddannelse i klassiske sprog ved en tilbagevendende interesse for den gamle græske og romerske kultur.Man begynder nu at kunne skimte, hvad det interessante i Voetmanns bog er, for hvor jo den klassiske centrallyrik udtrykker et jegs autentiske følelser, og der ofte ikke er de helt store variationer, så giver tekster med mærkelige iscenesatte udsigelsessituationer, som dem Voetmann her gestalter med sine hetærer, enorme muligheder for at udtrykke følelser og omverdensoplevelser, som vi ikke lige kendte. Ikke mindst de oplevelser af medlidenhed, foragt og had, som den prostituerede naturligt nok må føle over for sine ofte gamle, afstumpede, liderlige og ynkelige kunder, og som hun må forstille sig overfor, står i centrum i Voetmanns hetærebreve: ”Til kloform folder han sin hånd foran sig / uophørligt klemmer han den rundt / om natteluften, mumler noget spagt om / lidelse. Jeg tror jeg hører ordet / orgasmegaranti fra herrens mund. / Kom, grams på luften, den er / alt du får.” Her skal vi stoppe op, for den opmærksomme læser har lagt mærke til, at Voetmanns vers er femfodsjamber, og som om dette ikke var nok, så er hele samlingen en excentrisk konstruktion af metriske mønstre. Digtene er ikke bare skrevet i de klassiske former sonet, villanelle og sestina, men er også akrostiske, hvorved der forstås, at begyndelsesbogstaverne hele tiden danner ét bestemt ord, nemlig Akolouthi. Og hvorfor så det? Elementært, min kære Watson! Fordi ordet Akolouthi betyder ”Følg mig” på oldgræsk, og fordi man på Louvre har en terrakottafigur af en hetæresko fra det 2. århundrede, i hvis bund dette ord er indprentet. Og Voetmanns digte uddyber hermed hendes budskab. Det kan f.eks. med sadistisk hån lyde: ”Afgudsdyrker, adlyd min befaling: / Kast dig for mit fodaftryk, og trygl / om, at jeg må vise mig for dine / liderlige øjne, klynk og flæb / over ensomheden, du er stedt i / uhjælpeligt. Måske jeg da / titter på dig fra et sted i mørket / hvor du intet aner / intet får.” Andre gange er den foragt, som prostitutionskunden og det mandlige køn generelt rammes af, lige så elegant og morsom som den er fair og relevant, som i et digt, hvor hetærestemmen går i flæsket på den store symbolist R.M. Rilke, der digter om ”hetæregrave” og tiltaler hetærerne med vendingen ”Flodsenge, var I jo”: ”Og: Flodseng, kan du fandme være selv! / utroligt, hvad man skal finde sig i. / Tag dine metaforer med dig, jeg / har ikke brug for dem.”

Mahmoud Darwish (1941-2008) er navnet på den mest kendte moderne palæstinensiske digter, hvis mange digtsamlinger siden 1960’erne er oversat og udkommet på over 20 sprog. ”En tilstand af belejring” fra 2002 er det første af hans værker, som bringes på dansk, og handler om den israelske belejring af Ramallah i vinteren 2001-2002, der betød udgangsforbud for byens befolkning.

Billedsprog (troper) “Billedsprog” er en samlebetegnelse for figurativt sprog og billedlige udtryk. I billedsprog tillægges kendte udtryk en udvidet betydning, en sansekvalitet og en stemning, således at der ofte i billedsproget artikuleres en holdning til det emne, som en tekst omhandler. Ved siden af denne semantiske dimension vil billedsprog i mange fremstillinger, bl.a. i den […]

Mens der er kommet danske oversættelser af digtere fra dusinvis af lande fra hele verden, er Sydkorea et af de sprog, som vi indtil nu ikke har set oversat lyrik fra. Det rådes der nu bod på med et værk af Sydkoreas vigtigste nulevende digter Kim Hyesoon, nemlig ”Dødens selvbiografi” fra 2016.

Det er i sandhed noget af en kraftpræstation, at Pia Tafdrup nu har fuldendt den pentalogi om menneskets fem sanser, som hun påbegyndte udgivelsen af i 2014, og som nu omfatter bindene ”Smagen af stål” (2014), ”Lugten af sne” (2016), ”Synet af lys” (2018), ”Lyden af skyer” (2020) og ”Berøringen af hud” (2022).

Da Herman Bang tilbage i 1880’erne under fransk indflydelse indførte det, han kaldte, replikindividualisme, var det en revolution i dansk litteratur. Bangs nye greb var, at han med replikker kunne karakterisere en persons unikke sindstilstand og personlighed. Hvis man altså har evnen til det, hvilket det faktisk kun er få forfattere, der for alvor har. I nyere dansk prosa gælder det Naja Marie Aidt, Helle Helle og Lone Hørslev, mens en mester i det inden for poesien er Nikolaj Zeuthen.I Zeuthens nye værk ”Langt fra Gud” møder vi en snes forskellige personer, som siger og gør ting, som er dybt individuelle i hver deres koncentrerede hverdagssituation, der står lyslevende for én. En af de vidunderlige scener indledes: ”man bliver nødt til at standse mødet / styrelsen har nogle apparater der kan måle tanker / og det man ser er at tankerne er alt for indadvendte / ”når fx Lisbeth Andersen siger at vi skal ’ud og hjælpe’ / så måler vi samtidig en afmatning / og en ligegyldighed / hun tænker mest på at komme hjem snart / hun tænker på at ligge på sofaen med et franskbrød” / ”et helt franskbrød?” spørger Mikael Krosted / Lisbeth Andersen rødmer og hendes anklage / ”jeres maskiner kan ikke sige en skid” / bliver ikke så troværdig / ”du tænker altså ikke på franskbrød?” / fortsætter Mikael / ”bare stop”, siger mødelederen som hedder / Frank Thomassen – ”kan du ikke se at Lisbeth græder?” / en af mydighedspersonerne forklarer at apparatet / naturligvis aldrig bliver 100 % nøjagtigt / ”men altså, jeg får et billede op / af en sofa og et franskbrød / så må jeg jo reagere.”Teksten sætter præcist fingeren på den afmagt, som vi udviser med vort fattige sprog, når det gælder at udtrykke dybe og personlige følelser, som man ser det i scenariet, hvor personerne kun har enten det banale hverdagssprog om at spise franskbrød på sofaen eller de bureaukratiske autoriteters intetsigende begrebssprog, der konstaterer, at ”tankerne er alt for indadvendte”. Samtidig afdækkes der i replikskiftet et væld af følelser fra magtsyge, ignorance og afstumpethed til ydmygelse, afmagt og sammenbrud.I scenen ses endelig et motiv, der optræder i en række forskellige tekster, og også forbinder sig til titlen ”Langt fra Gud”, nemlig at der tilsyneladende er tale om et eller andet vanvittigt apparat, som visse myndighedspersoner betjener sig af, og som gør dem i stand til at aflæse folks tanker, inkl. deres forhold til Gud. I værket præsenteres vi for dybt originale og gribende scener fra hverdagslivet, der viser os som de ubehjælpelige, kiksede, underkuede, forvirrede, forstillede, absurde, forskruede og latterlige individer, som vi er, når vi kæmper os gennem tilværelsen. Hør blot en serie af de fantastiske digttitler, hvis essens er, at en tilfældig hverdagskonflikt spejler en hel livsskæbne: ”Da Troels blev sat på plads”, ”Julians malplacerede sharing” og ”Udfordringen for Petra”. Og så har jeg glemt at understrege noget helt centralt ved Nikolaj Zeuthens værk: Digtene er ufattelig morsomme og overgås næppe i den retning af nogen anden dansk lyriker.

Ledestjerner indeholder ti kapitler om en række af de vigtigste danske digtere fra de sidste hundrede år. Det drejer sig dels om digtere, der har været for­billeder for generationer af digtere, som Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg og Henrik Nordbrandt, dels om poeter der i en kort periode som stjerneskud har oplyst den litterære offentlighed, som Emil Bønnelycke, Bo Green Jensen og Yahya Hassan.Inden for hver af de ti forfatterskaber nærlæses et antal tekster, som leder til og bringes i forbindelse med diskussioner af større litteraturhistoriske strøm­ninger som romantik, symbolisme, modernisme, langdigtstraditionen, konkretisme og interaktions­lyrik eller æstetiske, filosofiske, psykologiske eller sociologiske teorier om migration, økologi, køn, kunstnerisk kvalitet, det groteske og det hæslige.Endelig belyser de ti forfatterskaber de store eksi­stentielle spørgsmål om kærlighed, angst, længsel, seksualitet, natur, religion og videnskab på en måde, som kun lyrikken med sit unikke, ambivalente og nuancerede sprog er i stand til.

Begrebet ���konstitutive virkninger��� beskriver, uden at foruds��tte optimistiske antagelser om vedvarende l��ring og optimering, hvordan evaluering former virkeligheden. Artiklen udl��gger begrebets udvikling frem til i dag. P��standen er, at det nu er p��kr��vet at reflektere over, hvordan vi alle er involveret i evaluering. Ingen kan sige sig fri for at medvirke til konstitutive virkninger. N��gleord: evaluering, brug af evaluering, konsekvenser, konstitutive virkninger, CEPRA-striben, Nr. 28 (2022): Konstitutive virkninger af evalueringer

Artiklen ”Den økokritiske vending i Klaus Høecks forfatterskab” fokuserer på det (hidtil) sidste værk af digteren, nemlig Password (2021), og undersøger den markante orientering imod natur og miljø og menneskets forhold til disse, som udtrykker sig i dette værk. Det vises i artiklen, at Høecks digtning har fællestræk med en række forskellige økokritiske teorier, men at hans værk også med sit subjektive blik og sin æstetiske optik overskrider og nuancerer det almene begrebssprog og den logiske diskurs, som den akademisk-teoretiske forståelse er forankret i. Det påpeges endvidere, at Høecks økotænkning er nært forbundet med andre livsområder, af hvilke de vigtigste i Password er digtningen og digterrollen.

Artiklen ”Teknik, religion og poetologi i Høecks forfatterskab” karakteriserer digterens værk som en totalpoesi, der på encyklopædisk vis rummer alle mulige stilarter. stemninger og emner. Det særlige ved Høecks totalpoesi er den flersporede, åbne værkstruktur og den billedsproglige fusion af forskellige livsområder. Det hævdes imidlertid, at forfatterskabet har tre tematiske kerner, nemlig teknik, religion og poetologi, og det undersøges, hvilken rolle disse livsområder spiller i Høecks forestillingsverden. Mens holdningen til teknikken er eksklusiv, idet denne anskues under en æstetisk vinkel, således at den frigøres fra vante sociale, politiske og etiske forståelsesrammer, så er holdningen til det religiøse mere inklusiv, idet kristendom, tro og religiøsitet opfattes som en naturlig og organisk del af den moderne tilværelse. Endelig er holdningen til det poetologiske overordentlig vidtfavnende, idet man i Høecks digte møder en mængde æstetiske problemstillinger, som har stået centralt i de sidste 200 års digtning.

This report provides an overview of the most important habitats for red-listed species in Denmark. The term “red-listed species” covers species assigned to one of the red-list categories Regionally Extinct (RE), Critically Endangered (CR), Endangered (EN), Vulnerable (VU), Near Threatened (NT) or Data Deficient (DD) on the Danish Red List. The Danish Red List includes the following species groups: Vascular plants, mosses, fungi, lichens, mammals, birds, fish, amphibians, reptiles, butterflies, moths, bees, hoverflies, dragonflies, grasshoppers, spiders, ground beetles, dung-beetles, long-horned beetles, leaf beetles, weevils, water beetles, mayflies, stoneflies. caddisflies, alderflies, crane flies, blackflies and fairy shrimps. In order to halt the loss of biodiversity, these red-listed species should have the highest priority in the policymaking, planning and management of Danish nature. Although not all groups of species are covered by the Danish Red List, it seems that most red-listed species have strikingly similar habitat requirements.The habitat descriptions in this report are divided into 13 habitats and six substrates: Wet forests, dry forests, nutrient-poor and dry forests, dry grassland, heaths and dunes, saltmarshes, alkaline fens and calcareous meadows, springs, wet meadows and heaths , peat bogs, large streams, clear-water lakes, ephemeral ponds, pollen and nectar, large trees, dead wood, dung, carcasses and large stones.For each habitat and substrate, the rapport includes a general definition and a list of the most important requirements for the species associated with the habitat. For each group of species we have estimated the proportion of red-listed species associated with the habitat.Marine habitats are not covered by this report, as our knowledge of endangered species in the sea is insufficient. Habitats with importance for relatively few red-listed species, are only mentioned peripherally. Generally, most red-listed species are either specialists, slow-growing or stress tolerant species, and while open landscapes (including open forests), dead wood and pollen and nectar sources are among the important elements of these species’ habitats there are significant variations in their specific requirements. Based on these findings, we suggest that future policymaking, planning and management of Danish nature takes a holistic approach and attempts to recreate the lacking natural processes that generate the habitat elements that are important for red-listed species as highlighted here. Consequently, we further propose that future strategies for management of red-listed species in Denmark are based in the knowledge presented in this report.

Modernisme Udtrykket “modernisme” stammer fra det latinske “modernus”, der betyder ny eller ny måde. Modernisme bruges inden for mange forskellige kunstarter som betegnelse for kunst i den moderne historiske epoke, der kaldes moderniteten. Inden for mange forskellige kunstarter og genrer identificeres modernismen med en række radikale opbrud i det kunstneriske formsprog

"Steder på vejen” hedder Peter Laugesens nye digtsamling, og titlen er typisk for denne digter med dens på én gang løst henkastede og præcise stil. I Laugesens univers befinder vi os altid i en paradoksal midterposition mellem det mest konkrete og dagligdags og det mest abstrakte og uhåndgribelige. Og denne digters geni er en fabelagtig evne til netop at gribe de mest luftige og skrøbelige stemninger og give et sanseligt udtryk for dem. Hør blot denne smukke beskrivelse af digterens humoristisk gennemlyste melankoli over, at alt forsvinder og bliver til intet: ”Du kan tage din amerikanske/ frakke på, og vi kan gå en tur/ i tusmørket, se lygterne/ tændes og bygerne drive/ forbi mod vest ind i oktober.”

Louise Glück er en amerikansk lyriker, der har skrevet tolv digtsamlinger, og som til manges overraskelse fik tildelt Nobelprisen i litteratur 2020. Overraskelsen skyldes måske, at lyrikere ofte ikke er så læste som prosaister, og at andre amerikanske forfattere som Margaret Atwood, hvis ”The Handmaid’s Tale” – takket være streamingtjenesten HBO – er verdensberømt, stod langt højere på bookmakernes lister.

En af de største glæder ved at anmelde lyrik er, når man bliver overrasket af en bog, som er langt bedre, end man havde forventet. Kedeligt bliver det, hvis anmelderi bliver forudsigeligt, som når et dusin digtere med relation til Forfatterskolen og Gyldendal i disse år anmeldes indforstået af en gruppe litterater fra Københavns Universitet, som kan fortælle os, at den rigtige litteratur handler om økokritik og race og materialitet og identitetspolitik og prækariat. Og så er alle jo glade og oplyste, eller er de? Nej, faktisk ikke, for der udkommer jo en hel del i dette land, som ikke passer med den ovenstående lidt karikerede skitse, og hvis fællestræk er, at de sjældent bliver anmeldt.Lavinia Chrestensens ”Digte om et irreversibelt substantiv”, der er udgivet på det ret ukendte selvudgiverforlag Skriveforlaget, er et eksempel på en forrygende god digtsamling, der bryder med alle forventninger. Digtsamlingen er, som titlen antyder, noget så usædvanligt som en samling metafysisk orienterede digte, der sætter billeder på en række af de psykologiske og sjælelige tilstande, som vi normalt ikke har begreber for. Og ud af det kommer der så nogle smukke og skarpe digte, der forener det konkrete og det almene – som i det følgende eksempel, hvor vi får en beskrivelse af en tilstand af hvileløshed og længsel: ”Jeg boede i en by,/ der lå og gemte sig/ bag Karpaternes tinder./ Jeg lå vågen en nat/ til den var blevet fem;/ og da solopgangen vævede sig ind i svalernes grå kvidren,/ stod jeg op/ og begyndte at pakke./ At være i bevægelse/ er den eneste måde/ at være levende på.”Et andet digt handler om skyld og angst og indledes:”Frederik 6./ måtte have grædt/ i det skjulte/ af magtesløshed,/ da hans imperium smuldrede i hans hænder/ lidt efter lidt/ gennem årene,/ for tegnene var tydelige/ fra starten af:/ Hvad der starter med vanvid/ ender i vanvid,/ afgrund avler afgrund.”

Claus Grymer er en moden herre, der har udgivet digtsamlinger siden 1973 og været skribent på Kristeligt Dagblad lige så længe. Hans digte er korte, præcise og lakoniske i formen, og stilen er enkel og dagligdags på en velgørende måde, for det er ikke, fordi Grymer viger uden om tilværelsens store emner som sorgen over livspartnerens død, konfrontationen med døden, og hvad meningen med det hele er. Dette foregår dog altid i en tone uden patos og svulstighed, men med underfundig og absurdistisk humor.”Aftenvindue” hedder Grymers nye digtsamling, og titlen er en velvalgt metafor for det, som værket beskriver, nemlig de udsigter og perspektiver, der kan være for en enlig mand, der befinder sig i livets aften. Grundstemningen er resigneret og illusionsløs, som det følgende indledende digt tørt fastslår:”Folk dør omkring mig/ som om det er helt naturligt/ det lader til/ at de klarer det fint/ de er her/ og de er her ikke mere/ så enkelt kan/ det åbenbart være.”

Henrik Palle har igennem en menneskealder været journalist på Politiken og debuterer nu i en alder af 57 år med digtsamlingen ’Sene digte. Optegnelser fra København og omegn’. Den slags skift i metier skal man have respekt for, og ofte har man jo også set, at lyrikere, der kommer fra en anden baggrund end den i disse år vanlige med litteraturstudier på universitet og et par år på Forfatterskolen, kan bringe nye og interessante vinkler, stof og litterære greb ind i lyrikken.At Palle har tilbragt sit liv som spinatfugl på et københavnsk dagblad, sætter sit klare aftryk i bogen, for evnen til at skildre mennesker i storbyen samt ikke mindst med en elefantagtig hukommelse at gengive, hvad der f.eks. har været spillet i radioen, i hvilke programmer, af hvem og hvornår er intet mindre end imponerende, når man rammes af de kaskader af erindringer og associationer, som Palle disker op med af typen: »Og en sang dukker op/ I bevidstheden:/ Bacharach og Hal Davids/ ’Raindrops Keep Fallin’ On My Head’/ (...)/ Spillet af en dansk gruppe, måske med Carsten Dahl på klaver/ Og Morten Lund på trommer, Lennart Ginman på bas«.Det er imidlertid ikke blandt disse samtidsrelaterede digte, man finder de allerbedste tekster i bogen, men mellem dem, hvor Palle med power og hudløshed fortæller om sin opvækst på en måde, der minder om nogle af de store barndomserindringsdigtsamlinger i dansk litteratur som Klaus Rifbjergs ’Amagerdigte’ (1965), Dan Turèlls ’Vangede billeder’ (1975) og Dy Plambecks ’Buresøfortællinger’ (2005). Her er det nemlig langtfra kun en kæk og kvik journalist, der fortæller, og der er både stilistisk elegance, ømhed og gakket humor som i det følgende uddrag fra digtet ’Ghettodreng’

For Bønnelyckes vedkommende er der ingen tvivl om, at ambitionen over alle for ham har været at lave elegante velklingende vers med fascinerende klange, hvilket han – til trods for sjusk en del steder – laver bedre end de fleste digtere. Ligesom Gelsted havde Tom Kristensen i modsætning til eftertiden et skarpt blik for denne kvalitet hos Bønnelycke, når han i ”Den unge Lyrik og dens Krise” skriver: ”Alle fremmedordene med de rene vokaler og de stærke smæld indgik en forbindelse med det københavnske sprog og trangen til lyrisk pragt. Han var virkelig paa vej til at forme sig et nyt sprog” (Kristensen 1963: 56). Og uden at vi skal udnævne Bønnelycke til en moderne rim- og remsemager, så forekommer det ikke urimeligt at se Bønnelyckes lidenskab for det dynamiske klangfulde digt som en forløber for den remsetradition, som i løbet af det 20. århundrede med navne som Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Dan Turèll, Peter Laugesen, Marti Vizki og Ursula Andkjær Olsen er kommet til hæder og ære.

Klodens kendteste digt fra 2021 er udkommet på danskAmanda Gormans ”The Hill We Climb” fra præsident Bidens indsættelse er et autentisk, intenst og flot digt. Men den danske oversættelse skuffer og yder ikke digtet retfærdighed.(to stjerner)af Peter Stein LarsenFra året 2021 vil ét bestemt digt uden tvivl i fremtiden blive husket og fremhævet frem for alle andre, nemlig digtet af den 22-årige sorte kvinde Amanda Gorman, ”The Hill We Climb”, som digteren oplæste ved præsident Bidens indsættelse den 20. januar, og som, efter at et milliardstort publikum så hende på tv, er blevet oversat og udgivet i alverdens lande. Skal man sige noget overordnet om digtet, ”The Hill We Climb”, så er det, at det er en fascinerende blanding af noget gammeldags og noget moderne. Det er nationalromantik og performance poetry fra det nye årtusinde i ét. Til trods for, at det er et digt fyldt med patos, så er det et digt, der er forbløffende mundret og dagligsprogligt i sin diktion. Starter vi med det traditionelle, så er digtet i bund og grund bygget op efter den romantiske guldaldermodel. Fortiden er gylden. nutiden er et lavpunkt af elendighed – og fremtiden lyser og stråler forude. Eller som vor nationalskjald Oehlenschläger skrev i 1803: Vi ser mod ”den strålende top, hvorfra vi er sunket og atter skal op”. Digtet starter med et retorisk spørgsmål, altså et spørgsmål, det selv giver svaret på: ”When day comes we ask ourselves, / where can we find light / In this never-ending shade?” Og så får vi ellers præsenteret den mørke Trump-tid, som vi har levet i, som modsætning til den lyse Biden-fremtid. Digtet beskriver med en lang række suggestive billeder denne modsætning. I nutiden er der smerte, sorg, udmattelse, strid, uenighed, magtmisbrug og uretfærdighed, mens fremtiden skal bringe vækst, håb, retfærdighed, sammenhold, frihed og solidaritet mellem mennesker. Hør blot nogle af de elegante formuleringer, hvor hele den klassiske poetiske retorik er foldet ud med bogstavrim og rytmiske gentagelser: ”That even as we grieved, we grew, / That even as we hurt, we hoped, / That even as we tired, we tried.” Utopien og drømmen er i hele digtet ”America United” - eller som det hedder i en anden af de flotte formuleringer, spækkede med bogstavrim: ”To compose a country committed / To all cultures, colors, characters, / And conditions of man.” Og vi er modsat ikke et øjeblik i tvivl, hvad angår henvisninger, der peger på Trump eller direkte på stormløbet på den amerikanske kongres den 6. januar 2021: ”But while democracy can be periodically delayed, / It can never be permanently defeated.” Til kvaliteterne i ”The Hill We Climb” hører desuden, at det er fyldt med ekkoer fra og intertekstuelle referencer til digtere og talere, der tidligere har udtrykt sig om sammenhold i en krisetid. Det gælder ikoniske ledere som Martin Luther King (”I Have a Dream”), Barack Obama (”Yes We Can”) og Abraham Lincoln. Og det er tilfældet med USAs nationalskjald over alle, Walt Whitman, hvis digte fra “Leaves of Grass” (1855) med deres hymniske gentagelser og besyngelse af mulighedernes og forskellighedernes vidunderlige, forenede land minder en hel del om Amanda Gormans digt: ”We will rise from the gold-limbed hills of the west! / We will rise from the windswept Northeast / where our forefathers first / realized revolution! / We will rise from the lake-rimmed cities / of the Midwestern states, / We will rise from the sunbaked South.”. Som en pendant til Whitmans præsentation af sig selv som en organisk del af og krumtap i formuleringen af sit fædrelands identitet får vi fra Gorman desuden en opdatering af, hvad en national digter år 2021 kan være: ”a skinny Black girl / descended from slaves and raised by a single mother”. Og pointen er netop, at Gorman som spoken work artist har et drive i sin poesi, som minder langt mere om rap og performance end om klassisk patosfyldt poesioplæsning. Dette autentiske, hudløse, og personlige udtryk, som man så i hendes recitering af digtet, ser man også i den skriftlige udgave af digtet. Amanda Gormans ”The Hill We Climb” er alt i alt et digt med en præcis og koncentreret diktion, en voldsom intensitet og autenticitet i tonen og en sproglig vellyd ud over det sædvanlige. Noget helt andet er den oversættelse, der nu er udkommet på dansk af Gormans digt med titlen ”Bjerget vi bestiger”. Hvad der da en god digtoversættelse? Det er et spørgsmål om, at digteren i dybeste forstand har forstået og er i stand til at udtrykke den tone, stemning og holdning, som er karakteristisk for den digter, han eller hun oversætter. Derfor er det fantastisk at læse Thorkild Bjørnvigs oversættelser af R.M. Rilke, Bo Green Jensens af T.S. Eliot og Erik Knudsens af Arthur Rimbaud for nu at tage nogle suveræne danske gendigtninger, hvor oversættere har brugt talrige år eller årtier på at trænge ind i et forfatterskab. Og derfor er det forstemmende at læse Naiha Khiljees oversættelse af Amanda Gorman. At oversættelsen af digtet er så svag, som den er, skyldes i hvert fald tre faktorer. For det første, at oversætteren kun i ringe grad formår at gengive den poetiske rytme og klang, samt de rim og ordspil, dvs. alle de poetiske effekter, som der er i Gormans tekst. For det andet, at hun ignorerer eller er uvidende om de intertekstuelle referencer, der er i Gormans tekst, og hermed reducerer dens betydningspotentiale mærkbart. For det tredje, at hun simpelthen ikke har sans for Gormans stil og tonefald, nemlig dens særlige kombination af på den ene side høj patos og personlig smerte og på den anden side enkel, præcis og talesporgsnær diktion, hvor der aldrig siger et ord for meget, men at oversættelsen i stedet famler i blinde mellem svulstig retorik, knastørre abstrakter og pjattede ordspil. Hvad angår de poetiske virkemidler, er eksemplerne talrige. Når Gorman elegant og mundret turnerer et ordspil på ordet ”arms” i en passage som ”We lay down our arms / So that we can reach our arms out to one / another. / We seek harm to none, and harmony for all” er det i sandhed en mishandling af orginalteksten, at diktionen i den danske oversættelse minder om en konfirmationssang fra oldefars tid: ”Vi hviler vores våben, / Så vi kan hvile i hinandens arme. / Vi ønsker, at ingen kommer i fortræd, / At vi alle kommer til at leve i fred.” Og en prægnant og lakonisk poetisk formulering som ”That even as we hurt, we hoped” gendigtes på samme misforståede vis, hvor enhver moderne talesproglig friskhed fjernes med en gang svulstig poetisk retorik: ”på smertens leje søgte vi håbets veje”! Eller hør, hvordan det raffinerede vending, “And the norms and notions / of what ‘just is’ / Isn’t always justice”, stivner i en håbløst forældet og abstrakt stil: ”Og at normerne og forestillingen om, / hvordan vi altid har færdedes / Ikke altid er retfærdige.” Tilsvarende fjernes på besynderlig vis alle de referencer som Gormans traditionsbevidste digt har til andre værker. Det gælder bibelske referencer, som den amerikanske poesi og kultur, læner sig langt mere op ad end den europæiske, når ”The loss we carry, / a sea we must wade” og ”We've braved the belly of the beast” bliver til, ”Tabet, vi bærer med os, er tungt, og vejen frem er lang” og ”Vi har trodset mørkets greb.” Og misforståelserne af tekstens mening er talrige: ”Skripture”, der efterfølges af et – forkert citeret bibelsted – bliver ikke til ”Bibelen”, men til ”Hellige skrifter”, ”slave” bliver i en formodentlig identitetspolitisk ånd oversat til ”slavegjorte”, men Gorman skriver jo ikke ”enslaved”. Tilsvarende forvrides faste amerikanske udtryk i oversættelsen, som når ”prevail over catastrophe” bliver til det forvrøvlede ”få ram på katastrofen”, ”History has its eyes on us” bliver til det meningsløse, ”Retter fortiden blikket mod os”, eller det pointerede, ”If we’ve to live up to our time”, banaliseres til ”Hvis vi vil leve op til idealerne i vor tid” Endelig kommer vi til oversættelsens generelle tonefald, hvor enkelte udtryk som i mange af ovenstående eksempler er i stand til fuldstændig at afspore den poetiske teksts intensitet og stemning. Helt lakonisk, illusionsløst og moderne lyder Gormans tekst ”Somehow we've weathered and witnessed / a nation that isn’t broken / but simply unfinished”, mens den danske oversættelse ved at vælge det altmodische udtryk ”bevidnet” svækker tekstens intensitet mærkbart: ”Alligevel har vi overlevet og bevidnet / En nation, der ikke er ødelagt, men stadig / i gang med at blive bygget.” I andre passager fremstår Gorman i den danske oversættelse som en pjanket rimmager, som når ”We’ve seen a force that would shatter our nation / rather than share it” gengives som ”Vi har bevidnet en kraft, der foretrækker fædrelandets forlis frem for fællesskabets paradis”. Og mere forkert kan man vel næsten ikke gå af Gormans dybt alvorlige og personlige tonefald! Konklusionen er kort og godt, at det er et udmærket initiativ, at man har villet udgive dette historisk vigtige og poetisk kvalificerede digt i en dansk oversættelse. Men det er synd og unfair over for Amanda Gorman og hendes potentielle læsere, at det bringes i en så dårlig oversættelse. Amanda Gorman:Bjerget vi bestiger - et digt til vores tid.Forlaget CarlsenPlusOversat af Naiha Khiljee.60 sider. Kr.129,95. Klodens kendteste digt fra 2021 er udkommet på danskAmanda Gormans ”The Hill We Climb” fra præsident Bidens indsættelse er et autentisk, intenst og flot digt. Men den danske oversættelse skuffer og yder ikke digtet retfærdighed.(to stjerner)af Peter Stein LarsenFra året 2021 vil ét bestemt digt uden tvivl i fremtiden blive husket og fremhævet frem for alle andre, nemlig digtet af den 22-årige sorte kvinde Amanda Gorman, ”The Hill We Climb”, som digteren oplæste ved præsident Bidens indsættelse den 20. januar, og som, efter at et milliardstort publikum så hende på tv, er blevet oversat og udgivet i alverdens lande. Skal man sige noget overordnet om digtet, ”The Hill We Climb”, så er det, at det er en fascinerende blanding af noget gammeldags og noget moderne. Det er nationalromantik og performance poetry fra det nye årtusinde i ét. Til trods for, at det er et digt fyldt med patos, så er det et digt, der er forbløffende mundret og dagligsprogligt i sin diktion. Starter vi med det traditionelle, så er digtet i bund og grund bygget op efter den romantiske guldaldermodel. Fortiden er gylden. nutiden er et lavpunkt af elendighed – og fremtiden lyser og stråler forude. Eller som vor nationalskjald Oehlenschläger skrev i 1803: Vi ser mod ”den strålende top, hvorfra vi er sunket og atter skal op”. Digtet starter med et retorisk spørgsmål, altså et spørgsmål, det selv giver svaret på: ”When day comes we ask ourselves, / where can we find light / In this never-ending shade?” Og så får vi ellers præsenteret den mørke Trump-tid, som vi har levet i, som modsætning til den lyse Biden-fremtid. Digtet beskriver med en lang række suggestive billeder denne modsætning. I nutiden er der smerte, sorg, udmattelse, strid, uenighed, magtmisbrug og uretfærdighed, mens fremtiden skal bringe vækst, håb, retfærdighed, sammenhold, frihed og solidaritet mellem mennesker. Hør blot nogle af de elegante formuleringer, hvor hele den klassiske poetiske retorik er foldet ud med bogstavrim og rytmiske gentagelser: ”That even as we grieved, we grew, / That even as we hurt, we hoped, / That even as we tired, we tried.” Utopien og drømmen er i hele digtet ”America United” - eller som det hedder i en anden af de flotte formuleringer, spækkede med bogstavrim: ”To compose a country committed / To all cultures, colors, characters, / And conditions of man.” Og vi er modsat ikke et øjeblik i tvivl, hvad angår henvisninger, der peger på Trump eller direkte på stormløbet på den amerikanske kongres den 6. januar 2021: ”But while democracy can be periodically delayed, / It can never be permanently defeated.” Til kvaliteterne i ”The Hill We Climb” hører desuden, at det er fyldt med ekkoer fra og intertekstuelle referencer til digtere og talere, der tidligere har udtrykt sig om sammenhold i en krisetid. Det gælder ikoniske ledere som Martin Luther King (”I Have a Dream”), Barack Obama (”Yes We Can”) og Abraham Lincoln. Og det er tilfældet med USAs nationalskjald over alle, Walt Whitman, hvis digte fra “Leaves of Grass” (1855) med deres hymniske gentagelser og besyngelse af mulighedernes og forskellighedernes vidunderlige, forenede land minder en hel del om Amanda Gormans digt: ”We will rise from the gold-limbed hills of the west! / We will rise from the windswept Northeast / where our forefathers first / realized revolution! / We will rise from the lake-rimmed cities / of the Midwestern states, / We will rise from the sunbaked South.”. Som en pendant til Whitmans præsentation af sig selv som en organisk del af og krumtap i formuleringen af sit fædrelands identitet får vi fra Gorman desuden en opdatering af, hvad en national digter år 2021 kan være: ”a skinny Black girl / descended from slaves and raised by a single mother”. Og pointen er netop, at Gorman som spoken work artist har et drive i sin poesi, som minder langt mere om rap og performance end om klassisk patosfyldt poesioplæsning. Dette autentiske, hudløse, og personlige udtryk, som man så i hendes recitering af digtet, ser man også i den skriftlige udgave af digtet. Amanda Gormans ”The Hill We Climb” er alt i alt et digt med en præcis og koncentreret diktion, en voldsom intensitet og autenticitet i tonen og en sproglig vellyd ud over det sædvanlige. Noget helt andet er den oversættelse, der nu er udkommet på dansk af Gormans digt med titlen ”Bjerget vi bestiger”. Hvad der da en god digtoversættelse? Det er et spørgsmål om, at digteren i dybeste forstand har forstået og er i stand til at udtrykke den tone, stemning og holdning, som er karakteristisk for den digter, han eller hun oversætter. Derfor er det fantastisk at læse Thorkild Bjørnvigs oversættelser af R.M. Rilke, Bo Green Jensens af T.S. Eliot og Erik Knudsens af Arthur Rimbaud for nu at tage nogle suveræne danske gendigtninger, hvor oversættere har brugt talrige år eller årtier på at trænge ind i et forfatterskab. Og derfor er det forstemmende at læse Naiha Khiljees oversættelse af Amanda Gorman. At oversættelsen af digtet er så svag, som den er, skyldes i hvert fald tre faktorer. For det første, at oversætteren kun i ringe grad formår at gengive den poetiske rytme og klang, samt de rim og ordspil, dvs. alle de poetiske effekter, som der er i Gormans tekst. For det andet, at hun ignorerer eller er uvidende om de intertekstuelle referencer, der er i Gormans tekst, og hermed reducerer dens betydningspotentiale mærkbart. For det tredje, at hun simpelthen ikke har sans for Gormans stil og tonefald, nemlig dens særlige kombination af på den ene side høj patos og personlig smerte og på den anden side enkel, præcis og talesporgsnær diktion, hvor der aldrig siger et ord for meget, men at oversættelsen i stedet famler i blinde mellem svulstig retorik, knastørre abstrakter og pjattede ordspil. Hvad angår de poetiske virkemidler, er eksemplerne talrige. Når Gorman elegant og mundret turnerer et ordspil på ordet ”arms” i en passage som ”We lay down our arms / So that we can reach our arms out to one / another. / We seek harm to none, and harmony for all” er det i sandhed en mishandling af orginalteksten, at diktionen i den danske oversættelse minder om en konfirmationssang fra oldefars tid: ”Vi hviler vores våben, / Så vi kan hvile i hinandens arme. / Vi ønsker, at ingen kommer i fortræd, / At vi alle kommer til at leve i fred.” Og en prægnant og lakonisk poetisk formulering som ”That even as we hurt, we hoped” gendigtes på samme misforståede vis, hvor enhver moderne talesproglig friskhed fjernes med en gang svulstig poetisk retorik: ”på smertens leje søgte vi håbets veje”! Eller hør, hvordan det raffinerede vending, “And the norms and notions / of what ‘just is’ / Isn’t always justice”, stivner i en håbløst forældet og abstrakt stil: ”Og at normerne og forestillingen om, / hvordan vi altid har færdedes / Ikke altid er retfærdige.” Tilsvarende fjernes på besynderlig vis alle de referencer som Gormans traditionsbevidste digt har til andre værker. Det gælder bibelske referencer, som den amerikanske poesi og kultur, læner sig langt mere op ad end den europæiske, når ”The loss we carry, / a sea we must wade” og ”We've braved the belly of the beast” bliver til, ”Tabet, vi bærer med os, er tungt, og vejen frem er lang” og ”Vi har trodset mørkets greb.” Og misforståelserne af tekstens mening er talrige: ”Skripture”, der efterfølges af et – forkert citeret bibelsted – bliver ikke til ”Bibelen”, men til ”Hellige skrifter”, ”slave” bliver i en formodentlig identitetspolitisk ånd oversat til ”slavegjorte”, men Gorman skriver jo ikke ”enslaved”. Tilsvarende forvrides faste amerikanske udtryk i oversættelsen, som når ”prevail over catastrophe” bliver til det forvrøvlede ”få ram på katastrofen”, ”History has its eyes on us” bliver til det meningsløse, ”Retter fortiden blikket mod os”, eller det pointerede, ”If we’ve to live up to our time”, banaliseres til ”Hvis vi vil leve op til idealerne i vor tid” Endelig kommer vi til oversættelsens generelle tonefald, hvor enkelte udtryk som i mange af ovenstående eksempler er i stand til fuldstændig at afspore den poetiske teksts intensitet og stemning. Helt lakonisk, illusionsløst og moderne lyder Gormans tekst ”Somehow we've weathered and witnessed / a nation that isn’t broken / but simply unfinished”, mens den danske oversættelse ved at vælge det altmodische udtryk ”bevidnet” svækker tekstens intensitet mærkbart: ”Alligevel har vi overlevet og bevidnet / En nation, der ikke er ødelagt, men stadig / i gang med at blive bygget.” I andre passager fremstår Gorman i den danske oversættelse som en pjanket rimmager, som når ”We’ve seen a force that would shatter our nation / rather than share it” gengives som ”Vi har bevidnet en kraft, der foretrækker fædrelandets forlis frem for fællesskabets paradis”. Og mere forkert kan man vel næsten ikke gå af Gormans dybt alvorlige og personlige tonefald! Konklusionen er kort og godt, at det er et udmærket initiativ, at man har villet udgive dette historisk vigtige og poetisk kvalificerede digt i en dansk oversættelse. Men det er synd og unfair over for Amanda Gorman og hendes potentielle læsere, at det bringes i en så dårlig oversættelse. Amanda Gorman:Bjerget vi bestiger - et digt til vores tid.Forlaget CarlsenPlusOversat af Naiha Khiljee.60 sider. Kr.129,95.

Antiracistisk digtningClaudia Rankines ”Det hvide kort” har et velment og relevant budskab, men er som litteært værk forudsigeligt, unuanceret og af lav kunstnerisk kvalitet(to stjerner)af Peter Stein LarsenClaudia Rankine er i det nye årtusindes amerikanske litteratur blevet et af de store navne med tilknytning til Black Lives Matter-bevægelsen. Hun er allerede udkommet på dansk i to bind, nemlig de konceptualistiske tekstsamlinger ”Statsborger” (2018) og ”Lad mig ikke være ensom” (2018), der begge har fokus på strukturel racisme. Med dette udtryk menes der, at racisme ikke er noget, der opstår tilfældigt mellem mennesker, men at vi alle i kraft af vores race og sociale baggrund indskriver os i nogle faste strukturer, som vi handler efter, og som vi ofte ikke er bevidste om.Rankines ”Det hvide kort” er, som titlen antyder, en fortsættelse af den race-politiske agenda fra de tidligere værker. I indledningen fortæller forfatteren om baggrunden for, at hun har skrevet ”Det hvide kort”, der er et skuespil i to akter, men i øvrigt et litteært værk, hvor budskabet på enhver måde helliger formen. Rankine oplevede til en oplæsning, at en mandlig hvid tilhører rejste sig op og roste hendes værker i voldsomme vendinger og afsluttede med formuleringen: ”Hvad kan jeg gøre for dig? Hvordan kan jeg hjælpe dig?” Forfatteren svarede herpå: ”Jeg tror, at spørgsmålet, du burde stille, er, hvad kan du gøre for dig selv.” Hermed er banen ryddet for bogens grundargumentation, der er, at den hvide tilhørers spørgsmål er affødt af det ”hvide frelserkompleks”, hvis baggrund er hvide menneskers ældgamle ”forsvarsværk imod at blive identificeret med racistiske handlinger”, idet manden ”gennem sit tilbud om at hjælpe” ”opretholdt sin egen position som hævet over” forfatteren.Scenen for skuespillet ”Det hvide kort” er en middag, hvor en række repræsentanter for den amerikanske kunstelite diskuterer. Hovedpersonen, der er forfatterens talerør, er den sorte kunstner Charlotte, der er fra Yales Kunstakademi og har ”modtaget store priser og står foran et gennembrud på det internationale kunstmarked”. Hendes modpol er den rige hvide kunsthandler Charles, der især interesserer sig for politisk kunst om undertrykkelsen af sorte, men som samtidig – selvfølgelig – er en led kapitalist, der tjener masser af penge ved at opføre fængsler, som sorte amerikanere bliver indsat i. Lyder dette ironisk, så er det ikke, fordi Rankines sag på nogen måde skal anfægtes, men fordi den kunstneriske udførelse er klodset, forudsigelig og unuanceret. Som type er kunstneren Charlotte en inkarnation af det, som den toneangívende, amerikanske race- og kønskritiske forsker Sarah Ahmed har kaldt en ”killjoy”, hvorved der forstås en person, der heroisk spolerer det sociale samvær i sandhedens tjeneste. Over skuespillets 80 sider sker der stort set ikke andet, end at Charlotte konstant bombarderer Charles og de andre middagsdeltagere med anklager om ”hvidt overherredømme”. Hvilke karaktertræk og social baggrund, de optrædende personer har, og hvad der rører sig under overfladen på personerne, får man ingen fornemmelse af og bliver heller ikke interesseret i det, for personerne repræsenterer blot bestemte klasse- og racemæssige positioner, og generaliseringerne er endeløse. ”Hvide mennesker kan ikke lide at tabe” og ”forstår ikke, at de altid har aktier i hvide menneskers forfremmelse”, konstaterer Charlotte. Og Charlotte behersker skam også sarkasmens kunst, når hun anfører: ”Og i virkeligheden tror hvide mennesker slet ikke, at de er bedre end os andre?”, og ”Så når hvide i jeres bestyrelser fremmer og støtter sig selv økonomisk, er det ikke racisme? Og når I opfører private fængsler, hvem er det så, I støtter?”.Lidt hjælp får Charlotte desuden af Charles’ 20-årige søn Alex, der er Black Lives Matter-aktivist. Alex har gennemskuet, hvordan ”det hvide overherredømme virker” og fremfører f.eks.: ”Det her er overklasseterrorisme”, og ”I er præcis ligeså farveblinde og korrupte som alle andre hvide mennesker”. Og til sidst slår Charlotte så det endelige søm i Charles’ racisme-kiste: ”Jeg tænker på det massemord og den ødelæggelse, der kommer af, at du er dig”. Så kan han lære det!Ud over skældsordene og de kompromisløse anklager, som regner ned over Charles og hans kumpaner, bruges der en del eksempler fra kunsten og virkeligheden i påvisningen af det ”hvide overherredømme”. Vi hører om et Oscar-show, hvor der gik kludder i værternes sedler, så en forkert vinder blev udråbt i stedet for den rigtige sorte instruktør, om præsident Obama, der ”var nødt til at aflægge ed en ekstra gang, fordi højesteretsdommer Justice Roberts rodede i rundt i ordene” og om et pressefoto af lig efter folkemordet i Rwanda, hvis pointe i Rankines bog er, at det er taget af en hvid fransk fotograf, og at fotoet afspejler kunsthandleren Charles, der er ”på udkig efter mere sort død”! Og da Charlotte får forelagt, at ”efter krigen tvang de allierede tyskerne til at se på fotografier af løsladte jøder og lig i lejrene for at bekæmpe antisemitismen”, anfører hun bramfrit: ”Har du nogensinde overvejet, om det kan have haft den modsatte effekt? Alle ligene kan have fodret deres antisemitisme?” Ja, det er forstemmende læsning, men så uvidende og ignorant med hensyn til proportioner og historiske og internationale forhold kan man åbenbart tillade sig at være, hvis man er amerikansk aktivist med medvind i sejlene! Sådan bliver man desværre ikke klogere på ret meget i Claudia Rankines tendentiøse og skematiske skuespil, der er velment og relevant i sin agenda, men slet kunstnerisk udført. For folk, der som denne anmelder, har oplevet 1970’ernes Agitprop med Røde Mor og Jomfru Ane Band og billeder af grinende kapitalister med høje hatte og cigarer foran rygende fabrikker og ”Sangen om merværdi” og ”Ned med lakajerne på Christiansborg” og ”Op med proletariatets diktatur” vækker det klare minder om en kunst, hvis relevans og underholdningsværdi ofte var stor, men hvis kvalitet var rystende lav. Men heldigvis var der også god litteratur i 1970’erne, som der er i øjeblikket i USA. Så lad os få den oversat næste gang frem for at tage et værk, hvis opmærksomhedsværdi er så meget højere end den kunstneriske kvalitet, som i tilfældet med ”Det hvide kort”. Claudia Rankine:Det hvide kort. Skuespil.Forlaget Kronstork.Oversat af Liv Nimand Duvå.104 sider. Kr. 149,95.

Thomas Boberg tilhører sammen med Niels Frank og de alt for tidligt afdøde digtere Morti Vizki, Simon Grotrian og Pia Juul den poetiske generation, der debuterede i midten af 1980’erne, og som uretfærdigt nok er blevet overset til fordel for den forrige generation af digtere med navne som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, FP. Jac og Pia Tafdrup. Fælles for digterne med gennembrud fra midten af 1980’erne er således en langt mere moderne poetisk optik end den forrige generation, således at der blandt Bobergs er en langt større stilistisk heterogenitet, eksperimentere med den poetiske genre samt humor og ironi. I Borbergs forfatterskab sker forandringen til en mere grotesk surrealistisk og ironisk stil især i en række samlinger fra det nye årtusinde med ”Livsstil” (2005), ”Gæstebogen” (2007) og ikke mindst den fabelagtige trilogi ”Hesteæderne 1-3” (2010-15), hvor hele den moderne virkelighed hunflettes i en række rablende apokalyptiske visioner. Samtidig med disse udadvendte samfundskritiske værker er der dog også kommet en række digtsamlinger af Boberg som ”Boothhill” (2009) og ”Fantombillede” (2014), hvor linjen fra de mere personlige og inderlige digtning fra de tidlige værker tages op.I Bobergs nyeste digtsamling foregår der i høj grad en sammensmeltning af de to hovedtendenser fra forfatterskabet, og man oplever virkelig hvilket imponerende repertoire af poetiske strategier, som digteren behersker. Starter vi med barokt-satiriske digte, hvor Boberg som de tidligere værker med denne optik giver nogle pragtfulde karikaturer af den klassiske heroisk lidende, patosfyldte og hæslighedsæstetiserende digter, så kan man f.eks. læse: ”Digterne kan til hver en tid / trække en apokalypse ud af hjernen. Undergangen står lige uden for døren / som en radioaktiv rotte i mørket”. Eller: ”I digternes rodede værelser / står der et pengeskab fyldt med guld / og sorte huller. / De leder hel natten efter nøglen. / Om dagen er de så trætte / at de må hvile sig midt i arbejdet”. Så fik Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen samt Borbergs egen ungdomsdigte den!Straks anderledes end sådanne digte er de eksistentielt og autobiografisk orienterede digte i samlingen, der har et præg af at være en lyrisk livshistorie fra Bobergs tidlige barndom til voksenalderen. En række digte handler f.eks. om faren, der forlader familien. En tekst har således følgende lakoniske anslag ”Da jeg var to år / rejste maleren, min far / over alle bjerge” – for derefter at glide over i en mareridtsagtig vision om den angst, den uvished, det savn og det tomrum den forsvundne far har efterladt: ”Jo længere min far blev væk / jo større afstanden / mellem det jeg vidste og ikke vidste. / Et tomrum på størrelse med Amerika. / I det dybe land faldt blomster / som svar ud af sække / båret af enhjørninger på snoede stier / ind i de fjerneste afkroge af billedet / som maleren sad bøjet over. / Når solen stod op / trak min far persiennerne ned.”Endelig er der nogle herlige spasmageragtige digte i samlingen. To på hinanden følgende digte fører Højholts digt om en solsort, der ”flyver tilbage til naturen”. up to date med ulve og corona med den følgende ordlyd. Det første: ”En ulv kommer ud af skoven / og lægger sig i en solvarm plet på engen. / Nu rejser den sig og løber tilbage igen.” Og det andet: ”Klaus Høeck kommer ud fra skoven / han misser mod solen ( han mærker hvordan naturen ånder ind / ånder ud.” Så går han tilbage til sin karantæne / og skriver videre på sit digt.” Bobergs digte er sjove, dybe, smertefulde, bizarre, provokerende og smukke. Kort og godt det, som man finder hos de rigtig gode og erfarne lyrikere.

At leve med barndommens traumerNordbrandts subtile hæslighedsæstetik, underfundige humor og bizarre billeder placerer ham stadig som landets bedste lyriker(seks stjerner)af Peter Stein LarsenDe fleste af os har erindringer fra barndommen, som vi ikke bryder os om. Hos digteren Henrik Nordbrandt er skoletiden en kilde til nogle af de mest sortsynede og fascinerende visioner, som vi har inden for dansk lyrik, og eftersom alderdommen jo er den tid, hvor man ofte evaluerer eller gennemlever hele sit liv, er det heller ikke overraskende, at der bliver flere og flere digte om barndommen i Nordbrandts forfatterskab. Et fantastisk digt fra den nye digtsamling ”Så en morgen” hedder ”Plageånder” og udmaler en satanisk og sindsoprivende vision, hvor ”skolen blotter sig / blodrød som en slagtehal”: ”Når skumringen falder på / sidder de side om side på tagryggen / og piller kranier. / Så råber de mit navn i kor / igen og igen. / Jeg siger ikke, hvad det var / de kaldte mig. / Hvis jeg gjorde det / ville jeg ikke kunne vende tilbage / til den, jeg er nu / eller måske var for lidt siden.”Et andet suggestivt og fabelagtigt digt om den traumatiske barndom og dens indvirkning på vor personlighed hele livet hedder ”Den fordømte fortid” og fortæller om nogle af de samme søde skolekammerater som i ovennævnte digt: ”Udenfor venter en gruppe børn / på min egen alder / på at slå mig ihjel. / Da jeg åbner døren, hyler de / af frustration over tiden / der skiller dem fra deres offer.”Når Nordbrandts poetiske visioner er så fascinerende, skyldes det deres metamorfoser, hvor før og nu, her og dér og forskellige personer blander sig og glider sammen i en drømmeagtig eller hallucineret logik, der giver os følelsen af, at det vitterligt forholder sig således som talrige filosoffer og psykologer fortæller os, nemlig at det konkrete liv, vi lever, i en bestemt tidsbundet social kontekst kun er ét af de mange liv, vi har, eller, som den moderne psykologis fader, Freud altid fremhævede, at det ubevidste er uden tid. På denne vis ligger der en stor livserkendelse og –visdom i Nordbrandts digte, der i kraft af deres subtile hæslighedsæstetik, underfundige humor og bizarre billeder har placeret ham sammen med Klaus Høeck som den absolutte top i det danske poetiske hierarki.Lad mig som en fanfare til denne suveræne digtsamling af Nordbrandt afslutte med et pragtfuldt digt, hvor digteren udfolder et af sine specialer, nemlig at lade billeder og associationer flyde med afsæt i et ord, der vækker hans æstetiske idiosynkrasi: ”Der er ord, der er værre end ordet Glostrup. / Der er steder, der er værre end stedet Glostrup. / Der er dage, der er værre end den vidste / dag i august på et busstoppested / lidt uden for Glostrup. / Der er det, der er værre end at få en kanyle i øjet. / Der er det, der er værre end at få en kniv i maven / og lyden af visne blade under en rullestol / der kører ind til hospitalet / lidt uden for Glostrup.”Henrik Nordbrandt:Så en morgen. Digte.Gyldendal.62 sider. Kr. 150,00.

En far der forsvandtChristian Dorph skriver knugende og effektfulde montagedigte om følgerne af hans forældres skilsmisse (fire stjerner)af Peter Stein LarsenEt markant tema i de sidste års litteratur er opgøret med fædre og mødre, og den vidtrækkende betydning og indflydelse, som forældrenes valg, f.eks. i form af skilsmisser, har haft på børnenes liv. Det gælder bl.a. værker af Leonora Christina Skov, Maja Lucas, Mathilde Walter Clark, Søren Fauth, Hanne Vibeke Holst, Jesper Stein og Kaspar Kaum Bonnén.Det nyeste skud på stammen er Christian Dorphs digtsamling med den opsigtsvækkende titel ”Jeg slog min far ihjel”. Når den tidligere krimiforfatter Dorph entrerer med denne dramatiske titel, er det der dog ikke nogen afsløringer og sensationer gemt, for det viser sig, at det er noget forfatteren har drømt. Men ellers drejer det sig – som for mange andre forældre-biografiske værker – om en ganske barsk historie om en far, der forlader sin familie, en søn der aldrig oplever at komme tæt på faren, og en far der tager sit liv efter at have fået parkinsons sygdom, og som i forhold til sønnen tager sin hemmelighed med hensyn til, hvem han egentlig var, med i graven. En lakonisk tekst, der rammer én i hjertekulen og dækker hele det følelsesmæssige kaos, der beskrives i bogen, lyder: ”Min far trak sig også og ryddede alle hindringer af vejen. Til sidst rydder han også sig selv af vejen”.Dorphs poetiske strategi er som i hans tidligere værker at skabe en flerstemmig komposition i en montageagtig tekst, hvor mange forskellige synsvinkler krydses. Og det er så effektfuldt praktiseret og overbevisende, fordi de mest komplicerede situationer i livet netop er dem, der udefra kan se enkle ud, men som indefra set sprænger al mening og sammenhæng i stykker som i tilfældet med en skilsmisse: ”Efter skilsmissen bor vi forskellige steder. Først i et lille hus bag Charlottenlund Station. Så på Frydenlund, så Kirketorvet. Jeg lukker helt ned for min mor i en periode. Min far laver champignon a la creme og hjemmelavet krabbesalat i sit nye hjem. Min søster dater en ældre mand med fem børn, der bor længere nede ad vejen. Min bror går til alt muligt, optimistjolle, badminton, judo, havkajak, bordtennis og banecykling. Jeg går ud af skolen og går ind i politik, cutter alle forbindelser.”Blandt følgevirkningerne af det omsorgssvigt, som en skilsmisse kan medføre, handler nogle af de mest suggestive tekster om det, som parterapeuterne og Dorph selv har døbt systematisk utroskab, hvilket kan oversættes til, at man ikke har nogen form for etisk eller emotionelt forpligtende relation til de personer, man har et seksuelt eller kærlighedsforhold til, mens man udfolder sig i en indolent og kvalitetsfattig promiskuitet. Hør blot den følgende beskrivelse, hvor holdning og stil fornemt forener sig: ”Jeg følges med en pige, jeg har lavet gadeteater med. Vi går over Dronning Louises Bro og forsvinder ud ad Nørrebrogade. Jeg er sammen med Kathrine. Hun ligger på gulvet, hun har en vamset, hvid sweater på. Jeg tager en 5’er ud til Annegrethe. Jeg går med Nanna hjem efter en fest i Holmbladsgade. Det er så tydeligt, huden, det hvide hår.”Udover sådanne velfungerende montagedigte, så er der dog også nogle lidt ligegyldige tekster, hvor Dorph har anbragt to snese onelinere på siderne rundt omkring i værket, der f.eks. lyder: ”Et firben sidder på en varm sten?”, ”Er du fuld? Er du træt”, ”Jeg vågnede og havde kramper”, ”Der er ingen gud”, ”Hvad betyder det?”, ”Er det en trehjulet cykel i Lille Værløse?” og ”Er det din far?” Men ser man bort fra dette noget kedelige indslag, så er ”Jeg slog min far ihjel” et lyrisk værk med nogle knugende og effektfulde tekster om oplevelsen og følgerne af forældres skilsmisse.Christian Dorph:Jeg slog min far ihjel. Digte.Gyldendal.199,95 kr. 118 sider.

Alt hænger sammenHelene Johanne Christensen skriver forrygende flotte økodigte(fem stjerner)af Peter Stein LarsenI de seneste års danske lyrik oplever man ofte et nyt økokritisk inspireret menneskesyn. Hermed mener jeg, at mennesket på godt og ondt opfattes som et biologisk væsen, og at der i højere grad fokuseres på de forbindelser, som går fra det enkelte menneske til arten og resten af naturen end på menneskets funktion som socialt, psykologisk eller metafysisk orienteret væsen, således som man har vægtet det i århundreders humanistiske tradition. Og når vi taler om menneskets tilknytning til en biologisk verden på godt og ondt, kan vi, hvad angår det sidste, i pagt med den udbredte apokalyptiske orienterede ”mørke økologi”, repræsenteret ved den amerikanske filosof Timothy Morton, som eksemplet over alle naturligvis nævne corona-virussen, der ikke bekymrer sig om nogen former for menneskelig tænkning og sociale og politiske normer, når den breder sig fra krop til krop. Helene Johanne Christensen, der debuterede i 2018 med digtsamlingen ”Blå”, er en forrygende god repræsentant for den nye økokritisk inspirerede digtergeneration. I hendes nye samling ”Sammenfald” finder man nogle af de første danske corona-digte, der blandt andet rummer den følgende prægnante passage: ”Der er ikke nogen vej udenom / med sygdommen / der driver gennem verden / som vand gennem tykt, filtret hår / og kæder alle kroppe sammen / præsenterer os for de negative rum / vi har for vane ikke at se.”Det er dog ikke kun negative og apokalyptiske visioner, som udvikles i forestillingen om verden som en uendelighed af sammenfald og forbindelser mellem vidt forskelige dele af naturen, og vel og mærke sammenhæng som ligger hinsides vor logiske tænkning og intellekt. Et digt, der humoristisk beskriver kroppens biologiske handlingspotentiale, lyder: ”Kroppens autoritet / Alt det den ved! / Hvordan benet bøjer og strækker sig ud / op over hoften og et hop / Hvordan hånden bevæger luften / og slipper den / fri”.I det hele taget er Helene Johanne Christensens digte usædvanlig smukke i deres suggestive visioner om at smelte sammen med verden i et ekstatisk øjeblik, som man ser i det følgende ny-universalromantiske digt, der minder ikke så lidt om en anden suveræn Christensen-digter med fornavnet Inger: ”Jeg vil se lyset / skinne gennem mig / Jeg vil være gennemskuelig / som Greta oto-sommerfuglens vidunderlige vinger af glas / Cassiopeia-goplens gennemsigtige hjerneløse krop / Jeg vil udvide mig i alle retninger / Løst materiale skal fæstne sig / så mængden af partikler / øges og ordnes / i gentagne mønstre / i alle mulige dimensioner / og jeg til sidst / krystalliseres.”En enkelt dråbe malurt må dog iblandes denne skål på falderebet, nemlig titlen ”Sammenfald”, der er brugt før til Nicolaj Stochholms digtsamling fra 1992, og det danske sprog burde jo være stort nok til, at man kan navngive et værk, uden at det klinger af et tidligere. Men ser man bort fra dette, er det en fremragende digtsamling af en poet, som kan gå hen og blive rigtig stor. Helene Johanne Christensen:Sammenfald. Digte.Forlaget Gladiator.68 sider. Kr. 200,00.