Hun er blandt de bedste symbolistiske digtere i senere tid:Annemette Kure Andersen har skrevet en smertefuld, modig og smuk digtsamling

Sjælens smerterAnnemette Kure Andersen har skrevet en smertefuld, modig og smuk digtsamling af høj kvalitetFor over hundrede år siden blev nogle af de mest indflydelsesrige og toneangivende formuleringer om, hvad poesi er, formuleret af henholdsvis de franske symbolister og de engelske imagister. Imagismens store stjerne, T.S. Eliot talte i sit berømte essay fra 1919, ”Hamlet and his Problems” om, at digtning i sin bedste udgave fungerer som objektive korrelater, hvorved han forstod, at tekstens billeder og handlinger korresponderer med nogle specifikke sjælelige og psykologiske tilstande hos læseren. Hvad det blufærdige geni Eliot måske glemte at nævne her var, at netop det faktum, at en digter skildrer noget, som vi har vanskeligt ved at afgøre, om er ydre eller indre, har en meget kraftig foruroligende virkning på os.Det ved de store digtere i den senere symbolistiske tradition med danske navne som Ole Sarvig, Henrik Nordbrandt og Pia Tafdrup særdeles godt, og det er i det hele taget en af hovedeffekterne ved disse digteres poesi, at vi gang på gang er i tvivl om, hvorvidt vi er i virkelighedens eller fantasiens verden. En digter af denne symbolistiske aftapning, som har levet et stille liv i den danske litterære offentlighed, men som er blandt de bedste, er Annemette Kure Andersen, der debuterede tilbage i 1991 med ”Dicentra spectablilis”.Kure Andersens nye digtsamling bærer den fordringsløse titel ”Optegnelser” og fremlægger en række billeder fra en havenatur, der peger på en række krisetilstande hos et jeg. Men hvilke billeder! En tilstand af uforløst smerte og indestængt ubehag udtrykkes med følgende hårdtslående billede: ”Solsikkerne er stivnet i en / let bøjning over jorden når / isslagets blanke overflade slipper / sit tag vil en pløret masse af / gult flyde gennem / landskabet som en / betændelse.” Ikke mindre chokerende og suggestiv er skildringen af en pinefuld angst- og tabssituation: ””Torden brød ud den mest / stille aften og et skybrud lod / den døde solsorts fjer / blive drevet med en heftig / strøm i rendestenen hen / mod ristens / sprækker”I ”Optegnelser” følger vi et jeg gennem en række sindsstemninger, der tilhører den mørkeste ende af skalaen. Det er al ære værd, at der stadig skrives litteratur, der ikke handler om, hvor lækre, lykkelige, handlekraftige, spændende, morsomme eller smarte vi mennesker er, men om det grundvilkår, at livet er fyldt med konflikter, smerter og traumer. Det er en stor oplevelse at læse Kure Andersens digte, hvor serier af billeder dækker komplekse smertefulde vilkår. I mange af digtene balanceres der på æggen mellem katastrofe og overlevelse som i det følgende uhyggelige digte, der antyder, at nogen eller noget til sidst redder jeget ud af en oplevelse af tomhed og forpinthed: ”Så mange dråber knuget sammen i / øjnene da hun forlader huset / en sen nattetime for at gå ud i de / våde gader hvor poplerne folder / nye skud sammen som værn / mod kulden der får alle / overflader til at fremstå / spejlblanke hun hentes / ind”. Tilsvarende er digtsamlingens afsluttende digt fyldt med ambivalent rædsel, hvor det sidste ”tilbage” kan betyde to ting: ”Fingerbøllens blade krøller / sig sammen for nordvinden / der blæser tør og kold om hendes / hofter skrænten er stejl ned / de hvide meters lange fald / et skridt / tilbage”. Det er en smertefuld, modig og smuk digtsamling af høj kvalitet, som Annemette Kure Andersen har skrevet.Annemette Kure Andersen:Optegnelser. Digte.