Poetisk mursten kastes oplysende ind i litteraturhistorien:Jan Thielke har i årtier uden for offentligheden søgelys skrevet en stor mængde raffinerede, fascinerende og tankevækkende digte

Blandt danske digtere er det kun et lille antal, der er kendte og kanoniserede i offentligheden. Bag berømte digtere som Tove Ditlevsen, Michael Strunge og Yahya Hassan finder man et stort antal digtere, der har brugt et liv på at opbygge et forfatterskab, uden at ret mange får kendskab til det. Og det er ofte en skam. Årsagen til dette er ikke nødvendigvis, at disse ikke-kanoniserede digtere kvalitetsmæssigt er dårligere end de kendte, men at deres personligheder og liv ikke passer i mediernes storytelling, eller at forfatterskaberne ikke fokuserer på en tidstypisk tendens, som i disse år f.eks. er køn, sygdom, race, migration og klima. Blandt glimrende ikke-kanoniserede digtere fra de seneste år kan man nævne Janina Katz, Niels Simonsen, Asger Stig Møller, René Jean Jensen, Camilla Christensen, Katinka My Jones, Kaspar Kaum Bonnén, Lene Henningsen, Anders Abildgaard, Thomas Krogsbøl, Majse Aymo-Boot, Martin Larsen, Rasmus Nikolajsen, Erik Trigger Olsen, Peter Christensen, Ejler Nyhavn, Eske K. Mathisen, Viggo Madsen, Per Aage Brandt, Mikael Josephsen og Jan Thielke. For blot at fremhæve et lille udvalg Jan Thielke har siden debuten med ”Nat efter nat” (1994) skrevet en håndfuld digtsamlinger med titler som ”Jeg er familie” (1998), ”Ånden er over os” (2005), ”Faderskabsdigte” (2008) og ”Nordic Noir” (2018), og nu tiden så kommet til at udsende ”Samlede digte”, der med sine 608 sider er et overflødighedshorn af poesi fra en interessant, æstetisk sofistikeret og mangefacetteret digter. Skal man sige noget samlet om Thielkes digte, er det, at disse oftest forener en dagligdags oplevelse med et bredt kulturhistorisk perspektiv. Det følgende digt fra ”Jeg er familie” hedder ”Hjemkomst”, og jeg vil udnævne dette til et af dansk litteraturs bedste queer-digte. Med queer-digte mener jeg en poetisk tekst, der ikke kun betragter det kønslige som biologi, men som noget vi performer, agerer og handler os til i de situationer, vi bringes i. I teksten nedbrydes de vanlige forestillinger om mandligt og kvindeligt i digtets fusion mellem en hverdagslig erotisk oplevelse og et bizart mytologisk perspektiv: “Hvad angår hyæner fastslår Ovid som bekendt, at hunnen / kan blive til han, skønt netop bedækket af hannen. / Samtidig kommer du med din anden abort på et halvt år / ikke lydløst hjem og har gjort mig til far, du ved jo / at du igen må tage min kærlighed for dét, den er. / Jeg læser da du kommer ind i stuen, / men lægger bogen fra mig og undgår dig ikke, / ikke på vilkår. Heller ikke denne gang. / På stedet spreder jeg mine læber / for din tunges skummende sæd.” Som vi ser af titlerne på Thielkes samlinger, er det imidlertid ikke bare de queer-sanselige optikker, som digteren excellerer i, men også familien som institution og faderrollen. Et fortræffeligt og rystende digt fra ”Faderskabsdigte” beskriver, hvordan familiehemmeligheder pludselig åbenbares: ”min fars bror / står foran den japanske kirsebær / og finder tiden moden / til at sende sine billeder / fra Frikorps Danmark rundt”. I andre tilfælde er Thielkes digte lette, finurlige og absurdistiske i deres familieperspektiver, om hvilke det kan bemærkes, at denne digter ligesom med sine queer-tekster i sine faderskabsdigte er langt tidligere ude end den storm af fader- og moderskabslyrik, som er brudt igennem i dansk litteratur i de seneste år hos digtere som Nikolaj Zeuthen, Duncan Wiese, Rolf Sparre Johanson, Rasmus Nikolajsen, Ursula Andkjær Olsen, Cecilie Lind, Olga Ravn og Nanna Storr-Hansen. En af de herlige ”Faderskabsdigte”, hvor Thielke ironiserer over det moderne parforhold, lyder: ”Jeg vil være ung og gammel og ubestemt. / Og jeg vil elske jeres mor / og enhver, der ligner bare det mindste. / Jeg vil være levende. / Og jeg vil være tro / mod enhver jeg kan komme i nærheden af.” Der er i Thielkes gigantiske udgivelse en del digte, som jeg ikke forstod noget af, da jeg læste dem for et par årtier siden, og som jeg stadig ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. At digtene er vanskeligt tilgængelige i deres formsprog, bliver heller ikke lettere af digterens hang til at anvende en mængde intertekstuelle referencer fra Vergil, Plutark, Dante og Shakespeare til Rimbaud, Aarestrup, Jagger/Richards og Iggy Pop. Dette skal dog ikke skygge for, at der ligger masser af raffinerede, fascinerende og tankevækkende tekster gemt i Thielkes poetiske mursten.