Radikal frihed og oprør i Klaus Høecks Sorte sonetter og Lone Aburas' Den sorte bog

Politisk eller revolutionære poetiske værker finder man et stykke tilbage i historien med milepæle som Holger Drachmanns ”Engelske Socialister” (1872) og Rudolf Broby-Johansens BLOD (1932). Der har dog været perioder, hvor sådanne værker i højere grad har floreret, hvilket igen har at gøre med at offentligheden i disse perioder i højere rad er influeret af en radikal politisk ånd og diskurs. I dansk sammenhæng findes en politisk digtning i høj grad i 1960’erne og 1970’erne med digtere som Ivan Malinowski, Erik Knudsen og Klaus Høeck, mens den i de seneste års dansk litteratur har været præget af navne som Maja Lee Langvad, Christina Hagen, Caspar Eric og Lone Aburas. Jeg vil i det følgende prøve at sammenligne to af de vigtigste værker inden for henholdsvis den tidlige og den sene af de ovennævnte perioder, nemlig Klaus Høecks Sorte sonetter (1981) og Lone Aburas’ Den sorte bog (2019). I begge tilfælde drejer det sig om værker, hvis grundlag er en voldsom social indignation og vrede samt solidaritet med henholdsvis det palæstinensiske folk og de undertrykte og stigmatiserede flygtninge og indvandrere i Danmark, og i begge tilfælde agiteres der for oprør mod magthaverne. De to værker er imidlertid ikke først og fremmest interessante i kraft af deres budskab, men derimod i kraft af den psykologi og kunst- og omverdensfortolkning, som værkerne udtrykker i relation til det revolutionære.