«Walk Away!»

I maj 1929 blev der afviklet et internationalt ’Landstrygerstævne’ (Vagabundentreffen) i Stuttgart hvor Nobelpristageren Knut Hamsun, sammen med andre kendte forfattere var inviteret. Hamsun meldte afbud til arrangørerne men han kvitterede venligt for invitationen med en hilsen til forsamlingen. Hændelsen viser for det første hvor stort et navn Hamsun var i mellemkrigstidens anarkist- og kommunistkredse og for det andet, at han havde sympati for vagabonderne. Allerede i sine tidligste artikler og essays fra 1880’erne havde Hamsun beskæftiget sig med mobile, socialt udsatte individer, specielt i de år hvor han selv turede rundt i USA. Også i resten af Hamsuns forfatterskab er der mange omstrejfende, rodløse eksistenser, bl.a. i Sult (1890), i den såkaldte Augusttrilogi (1927-1933) og i sin sidste, selvbiografiske hybridbog Paa gjengrodde Stier fra 1949. I nærværende bidrag undersøges hvordan vagabonden fungerer som vehikel for Hamsuns modernitetskritik i en række punktnedslag i forfatterskabet. Der tages udgangspunkt i tre faser der er knyttet til tre forskellige tekstgenrer i Hamsuns omfattende produktion: først hans tidlige erindringsessays fra USA i 1880’erne, derefter fokuseres der på to romaner i den såkaldte Augusttrilogi (1927-1933) midt i forfatterskabet, og der sluttes af med Paa gjengrodde Stier.