Luhmanns sociologiske systemteori:ledelse som interventionskommunikation

Denne artikel får sit særlige blik på ledelse på to måder. For det første gennem dens systemteoretiske ansats, som baserer sig på Niklas Luhmanns teori om sociale systemer. For det andet ved, at den i tråd med Wilke (1999) beskriver ledelse som interventionskommunikation, forstået som kommunikation der tilstræber at intervenere i andre systemer. I nyere ledelsesteori beskrives ledelse ofte som ideelt set rettet mod at gøre selvledelse mulig, og i lyset af de teoretiske præmisser, der danner grundlag for dette kapitel, er det en oplagt pointe. Samtidig siger sådanne programmatiske udsagn ikke meget om ledelseskommunikationens mulighedsbetingelser. Ved at anskue ledelse som interventionskommunikation, og dermed som kommunikation, der lige som undervisning, coaching og terapi sigter mod at indvirke på andre systemer, bliver det muligt at komme tætter på netop det interventionsmæssige aspekt af ledelseskommunikationen, og dens betingelser og muligheder for intervention. En omkostning ved at udvælge et blandt mange mulige blikke på ledelse er, at bidraget må afstå fra mere generelle refleksioner over ledelse og organisationer. Ligeledes undlader det at forholde sig til de mange andre perspektiver på ledelse, som er tematiseret inden for teoriens rammer. Kapitlet er opbygget således at det først giver et kort rids af teoriens historie med vægt på systembegrebet, de centrale begreber i teorien og i forlængelse heraf teoriens epistemologi. Dernæst introduceres begrebet interventionskommunikation, og det diskuteres hvorfor dette begreb fremstår som et både paradoksalt og usandsynligt forehavende. Herefter er det tid til at gå nærmere ind i fænomenet og de mulighedsbetingelser interventionskommunikation udfolder sig under og dermed også ledelseskommunikationens muligheder og begrænsninger, herunder lederens rolle. Der vil løbende blive givet eksempler som skal tjene til at gøre de ofte relativt abstrakte pointer konkrete. Der er, som læseren antageligt snart vil erfare, ikke tale om et simpelt blik, der tilbyder enkle og hurtige svar. Kompleksiteten er ikke et mål i sig selv, men en nødvendighed for at begribe et komplekst fænomen. For som Luhmann (2000a, s.64) siger "Kun kompleksitet kan reducere kompleksitet". Modydelsen for den kompleksitet, som dette kombinerede blik fremanalyserer, er en overraskende og kompleksitetsfølsom beskrivelse af interventionskommunikationens indbyggede paradokser, udfordringer og mulighedsbetingelser.