Search

Vorliegende Masterarbeit leistet einen Beitrag zur Diskussion über den Wert und die Rolle des Alten Testaments (AT) in der Theologie bzw. im Gottesdienst. Die Arbeit basiert auf Karl Barths Bundestheologie, die in Kirchliche Dogmatik (1932-1967) beschrieben wird und in Homiletik (1966) homiletisch zum Ausdruck kommt. Im ersten Teil der Arbeit soll die Diskussion historisch und systematisch dargestellt werden, die im dänischen Kontext wieder aktuell ist, seitdem Emeritus im Neuen Testament, Mogens Müller, liturgische Lesung alttestamentlicher Texte in der Dänischen Volkskirche problematisiert hat. Die Arbeit setzt voraus, dass die Position, die Müller repräsentiert, häufig eine besondere Rezeption des lutherischen Begriffspaars von Gesetz und Evangelium reflektiert, und dass sie statt Kontinuität der biblischen Bücher eben den Bruch zwischen dem AT und dem NT betont. Endlich entspricht diese Perspektive einer besonderen Anwendung der historischen Kritik, die seit der Aufklärung bekannt ist. Im zweiten Teil der Arbeit zeigt die Analyse, wie Barths Bundestheologie eine äußerst theologisch und homiletisch begründete Bejahung davon ist, dass das AT ein grundlegender Teil des christlichen Kanons ist. Dieses Ergebnis impliziert erstens eine hermeneutisch fundierte Analyse davon, wie wir mit dem alttestamentlichen Zeugnis ”gleichzeitig“ werden können, zweitens eine theologisch fundierte Analyse davon, wie uns dieses Zeugnis als Erzählung der Bundesgeschichte zwischen Gott und den Menschen begegnet – einer Bundesgeschichte, die ihren Anfang, Mitte und Ende in Jesus Christus hat. Laut Barths Definition von ”Geschichte“ enthält dieses Wort sowohl das Historische als auch das Erzählende und das Aktualisierende, wodurch sie ein Korrektiv dazu wird, das AT als endgültig abgeschlossene ”Historie“ zu verstehen. Die Geschichte von Gott und den Menschen ist in der Bundesgeschichte zu finden, die sich in den Worten ”Gott mit uns“ verdichten und aktualisieren lässt, ein bundes

Artikkelen undersøker gudstjenesten i et dannelsesperspektiv. Det teoretiske utgangspunktet er dannelsesteori, dette bidrar til en grunnleggende forståelse av danning til forskjell fra tilstøtende begrep som sosialisering og oppdragelse. I artikkelens første del undersøkes gudstjeneste i tilknytning til de tre dannelsesdimensjonene sosial kontekst, bevegelse og subjekt. I artikkelens andre del drøftes hva et danningsperspektiv på gudstjenesten bidrar med, her undersøkes danning i tilknytning til begrepene sosialisering, oppdragelse, undervisning og læring.

I artiklen diskuteres primært, i hvilken grad det giver mening at hævde, at musik (i gudstjenester) kan forkynde kristendom. Spørgsmålet behandles i forhold til konkrete nyere danske gudstjenesteformer og sættes i perspektiv gennem historiske opfattelser af musikkens væsen og udtryksmuligheder, fra oldkirken, over middelalderen og optil nyere tid, bl.a. hos Richard Wagner, Rudolf Otto og Karl Barth.

Siden Reformationen har forholdet mellem prædiken og liturgi befundet sig i et spændingsforhold, hvor prædikenen ofte er blevet fremhævet på bekostning af gudstjenestens øvrige elementer. Beskrivelserne af forholdet spænder fra samtale (Luther 1544) over forstyrrelse (Nielsen 2004; Deeg 2012) til nedbrydning (Nørager Pedersen 1969). Nyere danske empiriske undersøgelser påpeger imidlertid et samspil mellem prædiken og liturgi, som antyder, at de to størrelser skiftevis beriger eller aflaster hinanden (Gaarden 2015; Enggaard 2015, 2016). De nye undersøgelser viser, at prædikenen spiller en særlig rolle i forhold til dem, der oplever gudstjenesten som fremmedgørende, hvorimod gudstjenestens øvrige elementer, såsom salmesang og nadverdeltagelse, har større betydning for mere vante kirkegængere. Undersøgelserne har ansporet mig til at afprøve den tese, at vægtlægning af henholdsvis prædiken og liturgi ikke nødvendigvis kan kategoriseres som et udtryk for modstridende teologiske positioner. Dermed trækker jeg på nyere homiletiske og liturgiske teorier, som peger på en dynamisk vekselvirkning mellem ord og kult, prædiken og gudstjeneste, betydning og nærvær, sådan som det sammenfattes i den tyske teolog, Alexander Deegs begreb ’WortKult’, der vil blive introduceret senere. I det følgende vil jeg undersøge empiren i lyset af de nyere teoridannelser for at afsøge, hvorvidt en i dansk kontekst ny samtale mellem empiriske undersøgelser og teologiske positioner kan give anledning til at se udvekslingen mellem teologi og empiri som en frugtbar – gensidig – forstyrrelse, der peger videre end en mere traditionel rangordning af teologien over empiren. Eller omvendt.

Artiklen er en indføring i og oversigt over nyere gudstjenesteteorier, som har domineret den danske diskussion om gudstjenesteteologi og præsenterer en model for, hvordan forskellige gudstjenesteteorier kan forstås og indplaceres i forhold til hinanden. Den udfolder fire kategoriseringer med særskilte karakteristika. Liturgi som tiltale fremhæver, at gudstjenestens karakter af tiltale er determinerende for, hvad og hvordan den kan betyde noget. Liturgi som iscenesættelse markerer en åbning mod den liturgiske praksis, men fastholder, at der er et specifikt evangelisk indhold, som iscenesættes i den liturgiske praksis. Liturgi som oplevelse fremhæver selve den liturgiske praksis, hvor oplevelse og erfaring af, hvad der sker i praksis, sætter fortegnet for og farver den teologiske betydning. Liturgi som menings-løs praksis fremhæver den liturgiske praksis som fortolkningsåben og derfor af signifikant kvalitativ karakter i forhold til gudstjenestedeltagernes udfoldelse, stadfæstelse og internalisering af trosindholdet. Artiklen afsluttes med en perspektivering af forholdet mellem positionerne.