Search

Socialrådgivere foretager risikovurderinger som en følge af deres forpligtelse til at beskytte og sikre børn mod omsorgssvigt og andre former for overgreb. For at forhindre alvorlige problemer er det nødvendigt at foretage vurderinger af risikoen (sandsynligheden) for, at sociale problemer opstår. Vi har undersøgt 57 danske socialrådgiveres risikovurderinger. Vi har anvendt vignetmetoden, vi konstruerede en fiktiv sag og bad respondenterne svare på spørgsmål om to børns risiko for at få alvorlige problemer efter deres fars selvmord. Vores undersøgelse fokuserede på respondenternes vurderinger af risikoens størrelse og på, hvordan de med deres egne ord beskrev henholdsvis de beskyttelses- og risikofaktorer, som de især lagde vægt på i vurderingen af risikoens størrelse. Tre væsentlige resultater kan fremdrages: (1) Socialrådgivernes vurdering af risikoen var meget forskellige. Dette var tilfældet, uanset om de udtrykte risikoen i ord eller i procent. (2) Der var ingen tæt sammenhæng mellem risikovurderinger udtrykt i ord og i procent. Socialrådgiverne manglede et præcist sprog for at kunne udtrykke risikoens størrelse. (3) Der var ingen signifikant forskel mellem socialrådgivere, der havde vurderet risikoen som henholdsvis høj, middel eller lav. Alle var opmærksomme på både beskyttelses– og risikofaktorer. Social workers make risk assessments in accordance with their obligation to safeguard and protect children against neglect and abuse. To prevent serious problems, it is necessary to make assessments about the likelihood that social problems emerge in the first place. We investigated 57 Danish social workers’ risk assessments. We used the vignette methodology, setting up a fictitious case and asking respondents to assess two children’s risk of suffering problems in connection with the suicide of their father. We focused on the respondents’ assessments of the magnitude of risk and on how they referred, in their own words, to the protective and risk factors they particularly noticed. There were three results of note. (1) The social workers’ assessments of risk were very divergent. This was the case whether they expressed the magnitude of risk in words or as a percentage. (2) There was no close correspondence between risk assessments expressed in words and as a percentage. Social workers lacked words to communicate the magnitude of risk adequately. (3) There were no significant differences in approach to the assessment of children’s risk between social workers who rated the risk as high, medium or low. All were attentive to both protective and risk factors.

On categorization and symbolic power in social work: The myth of the resourceful parents to children with neuro-psychiatric diagnoses Social workers often use the term resourceful about a certain group of parents to children with neuro-psychiatric diagnoses, e.g. autism spectrum disorder and ADHD. This paper discusses the consequences of this sort of stereotyping/categorization with particular regard to the collaboration between these parents and the social workers as they meet in the social services system, when the parents apply for help for their children. Drawing upon Pierre Bourdieu, it is suggested that the categorization resourceful is not only overly simplistic and a myth, but is straight out misguiding and complicates the interaction – in fact it represents an act of symbolic power. Based upon a six months long sociological field-work study it is shown, that even though social workers seem to acknowledge the difficult and grueling life-situation of the parents, they are first and foremost perceived as resourceful and knowledgeable but hence also as annoying, insufferable, demanding and basically unjustified, even though they have obvious legal rights. Parents and social workers alike described the collaboration as being conflictual and a struggle and the complex power-relations are discussed in the light of Bourdieu. Sociologisk Forsknings digitala arkiv

The English title of this dissertation, which in the outset was an integrated part of a larger intervention study on the effects of team manager training, is: Social learning and shared practice. A mixed method study showing the learning consequences of a training course for a community of practice of public middle managers. Due to the growth of the elderly population in Denmark and, simultaneously, the fact that a large part of Danish health care workers soon face retirement, in addition to the challenge regarding the recruitment and the holding on to employees in the public health care sector in Denmark in the coming years, this sector is confronted with the task of creating and sustaining sought-after workplaces and one way of doing this is by organizing the work in a efficient and attractive way for the employees, for instance in compliance with the idea of teamwork. This entails change, education and learning, and this dissertation investigates, in a case-study, the social learning consequences of a training course for middle managers in the Danish health care system, and thus poses the research question: What are the intended and unintended learning consequences of the training course ”Managing teams”?....

Denne artikel handler om professionelles vurderinger af børn, unge og voksnes risiko for senere at pådrage sig sociale problemer. Resultater fra undersøgelsen ”Professionelles faglige risikovurderinger” præsenteres for at vise, hvordan professionelle vurderer risikoens størrelse. Resultaterne sættes i forhold til politikeres og forskeres lancering og promovering af mere udbredt anvendelse af risikovurderinger i socialt arbejde. Endelig diskuteres muligheder for at kvalificere professionelles risikovurderinger.

I de seneste mange år er der sket en betydelig stigning i antallet af børn og unge, der bliver diagnosticeret med en autismespektrumforstyrrelse eller ADHD. Det betyder, at flere forældre tager kontakt til myndighedsrådgivere i de danske kommuners børne- og familieafdelinger med henblik på at få støtte til deres børn og hjælp til, at de og barnets eventuelle søskende bedre kan forstå, støtte og omgås barnet eller den unge, hvis liv afgørende præges af gennemgribende funktionsnedsættelser. Myndighedsrådgivere har dermed en særlig rolle i forhold til at kunne bevilge og iværksætte relevante indsatser i forhold til denne udsatte gruppe. Samarbejdet mellem forældre og myndighedsrådgivere er imidlertid ofte konfliktfyldt. Dette kapitel sætter fokus på, hvordan forældrene oplever kontakten og møderne med kommunen og i særdeleshed med disse myndighedsrådgivere. Kapitlet er baseret på vores kvalitative undersøgelse fra 2011 og foranlediget af denne vores opfølgendekvantitative undersøgelse fra 2018.

Børn og unge med en diagnose inden for autismespektret eller ADHD har behov, som ofte kræver hjælp fra socialforvaltningen, skolesystemet og sundhedssektoren. Dermed konfronteres familien med et omfattende regelværk, og det kan være svært at få klarhed over sine rettigheder. Derfor belyses i dette kapitel den retlige ramme gennem regler og praksis om typiske hverdagssituationer, og der omtales en række principper for sagsbehandling. Formålet er at synliggøre spillereglerne for myndighedsudøvelsen og lette kommunikationen mellem parterne. Det er en vigtig pointe, at de forskellige sektorer er præget af forskellige traditioner og rationaler.

I dette kapitel fokuseres der på samarbejdet mellem socialrådgivere i en forvaltnings familieafdeling og ansatte i Psykologisk og Pædagogisk Rådgivning (PPR). Vi vil vise, hvordan denne arbejdsorganisering har afgørende bureaukratiske træk og derfor rummer lydighedsetiske problemer – et begreb, der redegøres nøjere for i det efterfølgende. Konsekvenserne af denne lydighedsetik – og dermed af samarbejdet – undersøges med udgangspunkt i tre overordnede, empirisk etablerede tematikker: 1. vidensimmobilitet; 2. domænekonflikter og 3. ansvarsforflygtigelse. Denne rækkefølge angiver samtidig strukturen for kapitlet. Disse tematikker viste sig i forbindelse med en kvalitativ analyse at være dominerende. De er interessante, fordi de alle muliggør at italesætte de iboende problemer i det tværprofessionelle samarbejde, når dette anskues i lyset af en bureaukratiseret arbejdsorganisering. Analyserne i kapitlet tager udgangspunkt i et myndighedssocialrådgiver-perspektiv og dermed i, hvordan de oplever samarbejdet. Analyserne fremskrives og diskuteres med udgangspunkt i teoretiske perspektiver hos Max Weber, Zygmunt Bauman, Etienne Wenger, Paul Duguid og John Seely Brown.

Kapitlet tager udgangspunkt i det igangværende Innovationsfondprojekt LISES, Local Innovation in Social end Employment Services, som er startet i 2016 og løber til starten af 2020. (Se mere om projektet på https://lisessite.wordpress.com/). LISES udgør et intensivt samarbejde mellem en forskningsgruppe på Aalborg Universitet og to kommuner, fra 2017 udvidet med yderligere 4 kommuner. Projektet kombinerer policy- og implementeringsperspektiver med socialt arbejde / institutionel interaktion og klient-perspektiver. Det adresserer integration af serviceområder, relationen mellem professionel og borger, klienters deltagelse samt engagering af virksomheder i tilrettelæggelse og udøvelsen af det sociale arbejde på beskæftigelsesområdet. LISES er således et omfattende og komplekst projekt. Samarbejdet om forskningsunderstøttet og deltagerdrevet innovation er rammesat af udpegningen af fem potentialer. Teoretisk hviler projektet på begrebsdannelser omkring policy-implementerign, street-level organisationer, institutionel interaktion, brugerinddragelse og dialogisk vidensproduktion. Forskere og praktikere bliver som udgangspunkt i henholdsvis forskerolle og praktikerrolle, men mødes i Fælles Lærings- og Innovationsplatforme (FLIP), ligesom projektet overordnet er tilvejebragt gennem et samarbejde mellem forskermiljø og praksisfelt. Projektet betjener sig af en vifte af forskningsmetoder og samarbejdsformer mellem forskning og praksisfelt. Det har været fremført i diskussioner om forskning i socialt arbejde, at praksisnær forskning kan bidrage til at gøre viden om socialt arbejde mere robust (Helsinki Statement 2012). Med robust viden som et åbent begreb henvises til videnskabeligt underbygget viden, der samtidig har umiddelbar relevans for udvikling af praksis. Specielt i diskussioner om praksisforskning har et nært samarbejde mellem forskning og felt været betonet. Med udgangpunkt i LISES-projektet som et aktuelt bidrag til ny viden om og udvikling af praksis i socialt arbejde på beskæftigelsesområdet fører kapitlet en diskussion om samspillet mellem metodologiske overvejelser, videnstyper og forskellige typer og grader af samarbejde mellem forskning og felt. Opnåelse af robusthed i den frembragte viden ses således som et spørgsmål om såvel typen og graden af samarbejde som samspillet mellem forskellige forskningsmæssige tilgange.Praksisnær forskning indebærer ikke pr. definition brug af bestemte metoder. Imidlertid er metodespørgsmålet ikke neutralt, særlig ikke hvis sigtet med praksisnær forskning er at opnå øget viden om og innovation i den konkrete praksis. Anvendte metoder må kunne indfange elementer og dilemmaer i denne praksis. Metodekombination (mixed methods) kan generelt bidrage til at gøre viden mere robust, men gør det ikke alene, ligesom samarbejde mellem forskning og felt ikke gør det alene. I en diskussion af robust viden i to tidligere eksempler på praksisnær forskning (Olesen 2016) blev det fremhævet, at det ene viste gode eksempler på robusthed i kraft af metodekombination, men byggede på et relativt svagt udviklet samarbejde mellem forskning og felt (Baadsgaard et al. 2014), mens det andet ikke indfriede alle sine oprindelige ambitioner om sammenkøring af forskellige metodiske tilgange, men repræsenterede et indgående samspil mellem forskning og felt (Beskæftigelsesindikatorprojektet, www.jobindikator.dk).LISES-projektet er sammenlignet hermed et omfattende projekt, der bevæger sig over en række tematiske aspekter, trækker på flere teorikomplekser og betjener sig af mixed methods. Endelig indebærer projektet indgående samarbejde og ny måder at udvikle konkret samspil mellem forskning og felt. Tillige er ambitionen ikke blot at skabe viden, men også at skabe deltagerdrevet innovation. Det bliver på den baggrund en særlig udfordring at opnå et konstruktivt samspil både mellem forskellige metodologiske tilgange og mellem de involverede parter. Kapitlet vil give eksempler herpå samt diskutere, hvordan disse udfordringer håndteres, samt hvad perspektivet heri er.