Search

Realitydeltageren Teitur Skoubo blev i efteråret 2022 idømt to år og seks måneders fængsel i byretten for vold og voldtægt mod en unavngiven kvinde. Seks måneder senere var sagen i landsretten, og her blev realitydeltageren dømt for vold mod kvinden, men frifundet for voldtægten (Buhl & Mejborn 2022). Hvor parternes erfaringer af hændelsen forblev de samme, gik den tiltalte fra skyldig til ikke skyldig i rettens øjne. Vi lever i et samfund, hvor domstolene har magten til at afgøre sociale konflikter. Dommerne filtrerer hændelser gennem lovgivnings bestemmelser for at afgøre, hvorvidt det kan bevises, om en hændelse juridisk set er kriminel. Dommerne skal vurdere hvorvidt det kan antages, at den tiltalte “udenfor enhver rimelig tvivl” kan kendes skyldig, og ultimativt fængsles. Retten bestemmer officielt, hvad der er en juridisk gyldig vurdering, og ikke hvad der “rent faktisk skete” (Lynch 2011), alligevel får disse afgørelser en stor indflydelse på de socialt etablerede sandheder (Smart 1989:13). Retten har på denne vis en institutionel magt til at etablere en virkelighed (reality) om skyld og ansvar i samfundet (jf. Boltanski 2011).Ved at åbne døren til retssalen, vil vi give en nærværende skildring og analyse af, hvad en dom dækker over. Retten er ikke blot ét homogent hele (Smart 1989), og loven er ikke én aktør, der gør noget af sig selv (Latour 2010). Der er en række af praksisser, aktører, værdier, mv. på spil. Vi kan dog ikke ignorere den magt, som institutionen samlet set udøver; omend retten ikke eksisterer uden aktører til at repræsentere og opretholde den (Boltanski 2011). Derfor insisterer vi på at tale om rettens epistemologi, som en institutionel forståelsesramme opretholdt af rettens aktører.

Ønsket om hurtige politiske løsninger på lange ventelister og en presset ressourcesituation i landets PPR-enheder har i den aktuelle debat ført til, at forskellige interessentgrupper har argumenteret for en genetablering af uddannelsen til skolepsykolog (cand.pæd. i psykologi), som blev udbudt af Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) indtil 2004. Denne uddannelseblev, som konsekvens af kravet om 2-årige kandidatuddannelser, erstattet af kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi (cand.pæd. i pædagogisk psykologi), som også i dag fortrinsvis henvender sig til professionsbachelorer med lærer- eller pædagogbaggrund. De studerende på uddannelsen har fortrinsvis baggrund som professionsbachelor som lærer ellerpædagog, og som færdige kandidater i pædagogisk psykologi indgår de med deres kombination af praksiserfaring fra skoler og dagtilbud og deres viden om pædagogisk psykologi i de tværfaglige PPR-teams. Et mindretal i Folketinget har imidlertid pålagt uddannelses- og forskningsministeren at iværksætte en sondering af behovet for en ny psykologfaglig efteruddannelsetil lærere og pædagoger, der dog ikke skal lede til autorisation.DPU har derfor fundet anledning til at gennemføre en undersøgelse af PPR-lederes opfattelse af udfordringer og muligheder med bemanding, uddannelsesbehov, faggrænser og spørgsmålet om autorisation med henblik på at bidrage med opdateret viden om de mest centrale udfordringer.

A feminist theorization around vulnerability and interdependence as primary human conditions is slowly emerging (Butler, 2020; Cavarero, 2011). The deep ontological realization of vulnerability is followed by a fragile but forceful ethics of non-violence, which challenges scholars who have moved to the need of new forms of governing to combat the fear/threat of vulnerability (Plato, Hobbes, Hegel). Vulnerability is however differently distributed and our ways to becoming autonomous beings can be disrupted. From this outset, how can we understand crime prevention and resocialization? My PhD project concerns women’s way to acts deemed criminal by the state, and their experiences with crime preventive initiatives throughout their life course. In a time where tougher punishments are a primary mode of addressing harm within politics, an ethics of non-violence may be a needed companion in thinking differently around cycles of harm. Perhaps harm is what we want to address, not merely crime.

At opgive, at fængselsvæsenet er svaret, kræver, at man tør stille andre spørgsmål og bevæge sig væk fra det etablerede verdensbillede. Det kræver at arbejde for en anden samfundsindretning og andre relationsstrukturer. Tanken vil for mange kræve tilvænning; at en vision for retfærdighed ikke behøver indeholde et fængselsvæsen.