Search

Udsætning af store græssende dyr på indhegnede områder som led i rewilding mv. har givet anledning til ophedet debat. »Statsfinansieret dyremishandling« kaldte modstandere det, da der i 2021 blev vedtaget en mulighed for at undtage naturnationalparker fra dyrevelfærdslovens generelle omsorgsnorm og kravet om jævnligt at tilse dyrene. Omvendt taler almindelige lovfortolkningsprincipper for, at tilsvarende dyrehold uden for naturnationalparkerne herefter må anses for ulovlige. I denne artikel ses der nærmere på regelgrundlaget, herunder med en kritisk analyse af, i hvilket omfang de regler, der tillader konventionel animalsk produktion, udelukker hold af fritgående græssere på indhegnede arealer.

Den stadige teknologiske udvikling skaber løbende nye muligheder for offentlige myndigheders brug af digital teknologi til at understøtte deres opgaveløsning, uden at dette nødvendigvis er udtømmende reguleret i forvaltningsretlige retskilder som forvaltningslov og ombudsmandspraksis mv. I denne artikel kombinerer vi en retsvidenskabelig analyse med en kvalitativ undersøgelse af praksis hos danske offentlige myndigheder med henblik på at undersøge, hvorledes forskellige retsregler, principper, værdier og ekstralegale normer påvirker myndighedernes anvendelse af digital teknologi i sagsbehandlingen. To forskellige forvaltningsretlige temaer er i fokus: 1) myndigheders udformning og kommunikation af begrundelser, når der træffes afgørelser, og 2) myndigheders løbende kvalitetssikring af digitale løsningers understøttelse af sagsbehandling. Mens det ene tema (begrundelser) er adresseret direkte i lovgivningen samt domstolenes og Ombudsmandens praksis, er det andet tema (løbende kvalitetssikring) stort set kendetegnet ved et fravær af autoritative retskilder. Vores undersøgelse viser, at uanset om der er tale om et område, der er tydeligt adresseret i retskilder eller ej, kan dybereliggende, mere immanente forvaltningsretlige principper og værdier have vanskeligt ved at slå igennem i myndighedernes praksis. Desuden konkluderes det, at i situationer uden tydelige autoritative retskilder kan ekstralegale normer have væsentlig betydning for myndigheders praksis.

There appear to be growing concerns among experts, NGOs, and members of the public about the welfare of companion dogs. With farm and laboratory animals, legislative initiatives have long been considered valuable tools in the management of welfare whereas the use of legislation to protect companion animal welfare has received less attention. We aim to rectify this by comparing legislation with an impact on the welfare of companion dogs in eleven Western jurisdictions. The comparison also provides a basis for further consideration of regulatory initiatives. We identify the rules applying in the jurisdictions and classify them in accordance with the following categories: breeding of dogs with risks to the health of the offspring, reproductive limitations, sales, surgical interventions, day‐to‐day handling, and killing. We demonstrate that, overall, there is significant variation across the jurisdictions. However, the degree of variation depends on the specific category. Whereas most countries, with the USA being a notable exception, regulate sales of dogs and ban surgical interventions, there is considerable variation in the regulation of day‐to‐day handling and the killing of dogs. Furthermore, different jurisdictions employ different regulatory tools to ensure the desired level of welfare for companion dogs. Overall, there appears to be real potential for dia-logue and mutual inspiration.

Dyrevelfærdslovgivning udgør et vigtigt redskab til at sikre rimelige mindstekrav til opdræt, hold og pasning af dyr – navnlig i forhold til landbrugs- og forsøgsdyr. Anderledes ser det ud for familiedyrene.

Den nye dyrevelfærdslov er lige trådt i kraft. Ambitionerne til loven var store, og håbet var at få en slags grundlov for dyr. Men reelt svækker den snarere dyrevelfærden og dyrenes rettigheder.

I forbindelse med behandlingen af forslaget til den nye dyrevelfærdslov blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt dyr bør have en talsmand, der kan tale deres sag. Med udgangspunkt i spørgsmålet om dyrs retsevne undersøges de problemstillinger, som varetagelsen af dyrs retlige interesser giver anledning til i dansk ret, herunder navnlig i relation til dyrs stilling inden for straffeprocessen. Ved at trække på erfaringer fra miljøretten samt modeller for varetagelse af dyrs interesser, som har været implementeret i hhv. Schweiz og Østrig, konkluderes det, at det vil være muligt at varetage dyrs retlige interesser, uanset om de har retsevne eller ej.

Miljøskadereglerne havde en vanskelig fødsel. Både for så vidt angår vedtagelsen af miljøskadedirektivet i 2004 og hvad angår den danske implementeringslovgivning fra 2008. Trods store forventninger og en spådom om 5-15 årlige miljøskader skulle der gå yderligere 10 år, inden der for første gang blev truffet en miljøskadeafgørelse i Danmark. Til manges forbløffelse gik denne afgørelse ud på, at et udslip af 2.755 tons kvælstof til Lillebælt ikke udgjorde en miljøskade. I 2019 fik Danmark så sin første miljøskade i miljøskadelovens forstand, da en udbringningsslange sprang læk, og der blev udledt en større mængde slam til Tuse Å-systemet ved Holbæk. Men hermed var udfordringerne for »de glemte« miljøskaderegler ikke overstået. Inden for det seneste år har Danmark modtaget såvel en begrundet udtalelse som en åbningsskrivelse fra EU-Kommissionen vedrørende i alt tre forskellige forhold, og der fremsættes nu lovforslag, hvor Kommissionens synspunkter i den begrundede udtalelse imødekommes. I denne artikel redegøres der for de hidtidige erfaringer med miljøskadereglerne med særlig fokus på den miljøpolitisk interessante og juridisk vanskelige problemstilling om sammenhængen mellem handlepligt og økonomisk ansvar, hvor der nu lægges op til at ændre den hidtidige danske fortolkning og akkviescere ved Kommissionens vurdering.

Miljøstyrelsen har påbegyndt et projekt, hvor der som led i en samarbejdsaftale med Københavns Universitets Juridiske Fakultet udarbejdes en eForvaltningsretlig manual til brug for identificering og håndtering af de forvaltningsretlige spørgsmål, som digitalisering giver anledning til. I artiklen redegøres der for baggrunden for projektet og de foreløbige erfaringer.

The increased use of terms associated with rights appears to have led, at the most, to only moderate changes with regard to the actual level of protection and the underlying ethical-legal status of animals. Whereas the rights discourse may have been a logical first step, there appears to be underlying issues that cannot be adequately addressed through this discourse., Whereas the continuous growth of legal animal protection true to the logic and self-understanding of law has been based on the rights discourse and its use of universal and uniform protection, the actual legal protection of an animal is to a wide extent determined by the purposes that underlie the human relation to the animal in question. In the present article, this discrepancy between appearance and reality is analysed on the basis of Levinasian ethics. Despite its great impact within other areas, hitherto Levinasian ethics has only been employed sparingly with regard to the ethical-legal status of animals. For this reason, special attention is paid to the challenges which appear to have obstructed past intentions to employ Levinas in the context of animal ethics. Furthermore, it will be suggested how a new theoretical approach based on Levinasian ethics may influence the direction and content of future research areas concerning legal protection of animals. The approach chosen in this article will point in the direction of an emphasized focus on the processes relating to the administration of legal protection of animals rather than on substantive provisions.