Search

Over noen høstmåneder i 1978 skapte Thorkild Hansens Prosessen mot Hamsun omfattende debatt i Skandinavia. Hansen var den første som i et så bredt anlagt prosjekt og med kommersielle siktepunkt tok fatt på å fremstille Knut Hamsuns virke under annen verdenskrig og rettsoppgjøret i etterkant. Fremstillingen ble båret i den hybride genren dokumentarisme, som kan sies å kombinere sakprosa og fiksjon, som i et tiår hadde en fremtredende og feiret posisjon i Skandinavia. Artikkelen gir et tilbakeblikk på en genre, en utgivelse og debatten den avstedkom ved å kaste lys over Hansens kildebruk og stil. Avslutningsvis utspørres det hvorvidt Hansen skuslet bort sitt anliggende med genren han skrev i, og videre hvordan genredebatter ikke har tapt aktualitet i nyere tid.

Starting from my former empirical studies but supplemented with fresh fictional “data” from Lars von Trier’s latest TV series Riget Exodus (2022), I first describe how Danes use humour in very characteristic ways, also in cross-cultural professional settings. Next, I explain not only Danish humour but all national humour with the notion of humour socialisation, which integrates and combines national humour with the national language on the one hand, and the specific national process of civilisation on the other hand. Moving to Nordic humour, I focus on how Danes and Swedes perceive each other’s humour, and then explain divergences between the humour of these two Nordic countries. These differences, I conclude, are the result mainly of differences in their respective civilising processes, while I am waiting and hoping for deeper comparative linguistic studies of the use of ‘humour warning signals in Danish and Swedish.

Romanen Slyngstad Events (2002) av Unni Drougge kan klassificeras som skröna, det vill säga uppdiktad, humoristisk berättelse som för det mesta ska underhålla. Parallellt innehåller boken en hel del samtidskritik. Åsabygden, ett fiktivt område i Skåne där handlingen är förlagd, drabbas av samma problem som det senmoderna svenska välfärdssamhället i stort och kan betraktas som ett Sverige i miniatyr. Genom att analysera romanens starka och utrycksfulla karaktärer vill jag visa att romanen inte endast är en underhållande skröna utan den kan betraktas som en samhällssatir där de enskilda aktörerna representarar olika levnadssätt och värderingar, men framförallt olika svagheter och brister hos medborgare i välfärdsstaten. I vidare mening framstår Slyngstad Events också som en berättelse om ett Sverige som inte längre är ett lyckligt folkhem och ett mönsterland utan håller på att förvandlas till sin motsats, ett bisarrt monsterland, vilket jag utvecklar genom att tolka romanen mot bakgrund av de olika historiska berättelserna om folkhemmet.

I denne artikkelen undersøker eg skjønnlitterære tekstar av tre sentrale forfattarar knytte til tidsskriftet Profil på 1960-talet: Dag Solstad, Einar Økland og Jan Erik Vold. Dei tekstane eg fokuserer på, er alle kjenneteikna ved at dei er humoristiske, og at dei på ulike måtar nyttar denne humoren til å kritisera andre lyriske skrivemåtar enn den som kjenneteiknar Profil-gruppa sin eigen poetikk. Nærmare bestemt handlar det om kritikk av den idealistiske tradisjonen; kritikk av den moraliserande litteraturen; kritikk av nasjonalromantikken; kritikk av særlege, poetiske motivkrinsar; kritikk av symbolbruk; og kritikk av høgstemd, poetisk særspråk. Saman med analysane av Profil-forfattarane sine tekstar, går eg inn på døme på desse kritiserte skrivemåtane, av Paal Brekke, Arnulf Øverland, Erling Christie, Tore Ørjasæter og A.O. Vinje. Og eg peikar på to internasjonale inspirasjonskjelder, Werner Aspenström og Lewis Carroll. Det overgripande poenget er at Profil-forfattarane ikkje fokuserer på éin hovudmotstandar, men femner særs vidt i sin humoristisk-kritiske omgang med tradisjonen.

Bianca Kronlöf debuterade nyligen som författare med ett feministiskt manifest mot mäns våld. Även om hennes verk är ett bidrag till samhällsdebatten, visar det tydligt fram drag av Kronlöfs humor. Liv Strömquist är känd för sin feministiska satir i form av grafiska romaner, i vilka hon sammanställer humor och bitande feministisk kritik med historiska, filosofiska och sociologiska teorier. I min artikel undersöker jag det specifikt feministiska i deras humor och hur de använder sig av den för att främja sina (feministiska) mål. Jag kommer även att besvara frågan om humor är ett adekvat verktyg för feministisk aktivism. Medan nya studier i feministisk teori uppmärksammar vikten av feministisk humor i skämt, stand-up och i litterära verk, finns det ännu inte många studier av grafiska romaner. Genom att särskilt fokusera på sådana mindre utforskade medier och aktivisters kombination av olika medier, kommer jag att visa hur dessa kulturella praktiker är särskilt lämpliga för mångtydiga artikulationer och mångbottnade uttryck av feministiska idéer.

I Kristina Lugns diktsamling Hej då, ha det så bra! (2003) liksom i den postuma ”Inte alls dåligt” (2022) drivs den egna poetiken till sin spets. Metaforikens oegentlighet och bokstavlighetens absurditet blottas. Enligt Lars Elleström ringar Lugns dikter ”in människans konkret kroppsliga, och därmed också mentala, villkor” (Elleström 2006, 28). I min artikel gäller detta resonemang inte bara den kroppsliga metaforiken utan hela den bokstavliga språkdräkten. Ann-Helén Andersson formulerar i sin avhandling ”Jag är baserad på verkliga personer”. Ironi och röstgivande i Kristina Lugns författarskap att ”I Lugns texter kan det komiska ses som ett element inom en dominerande ironisk tendens.” (Andersson 2010, 115). Med hjälp av Luigi Pirandellos essä L’umorismo (1908) och begreppet sentimento del contrario, kommer jag här istället argumentera för att Lugns bokstavliga språkdräkt, föremålet för min analys, öppnar för en humoristisk, snarare än ironisk, verkan som kan få verkligheten att framträda som aningen mer fattbar och gripbar – i all sin fasansfulla absurditet.

In this article, humour about sensitive and taboo subjects is analyzed from three perspectives: freedom of speech, entitlement, and context. Freedom of speech, in the form of the right to joke about anything, can be seen as an important principle in humour discourses. In debates about humour, it is common to refer to freedom of speech in defense of what has been criticized. In my empirical material, however, a principle of entitlement is also articulated that concerns what kind of jokes you have the right to tell depending on who you are. The principle of entitlement contravenes the principle of freedom of speech. Finally, the context of a joke is also important for what you can joke about. When a comical expression is recorded and spread through social media and/or streaming services to another audience than that it was originally meant for, there is a risk that some individuals and/or groups in society will interpret it in another way and perceive it as offensive.

Denne artikkelen undersøker humor i tre ulike versjoner av fortellinga om Buster Oregon Mortensen fra 1979, 1984 og 2021. Jeg gjør en komparativ analyse i form av en tematisk nærlesning av de tre verkene med et spesielt blikk på humor i relasjon til maktbalanser og til temaer som oppleves som vanskelige eller tabubelagte.

”Han talte de om som en hjälte” undersöker användningen av parodi och satir i de svenska komediserierna S*M*A*S*H (1990) och Pistvakt (1998–2000) samt långfilmen Pistvakt – En albinovästern från de vita vidderna (2005). Genom att analysera hur serierna skildrar performativ maskulinitet utifrån Judith Butlers definitioner i Gender Trouble (1990) dras slutsatser om huruvida den destabiliserar den normerade heterosexuella maskuliniteten. S*M*A*S*H skildrar två normerade idealtyper för maskulinitet, finansmannen som karaktärerna misslyckas att uppnå, och elitidrottaren som man väljer bort. Pistvakt skildrar flera olika normerande maskuliniteter, men destabiliserar samtidigt normerad maskulinitet främst genom att synliggöra det performativa i maskulinitetsskapandet genom att göra karaktären Sven-E till en parodiskt ouppnåelig superhjälteidealbild av maskulinitet.

Johan Risell (1697–1724) är nästan okänd idag, men var på sin tid uppburen och betraktades som en diktare med ”livskraft i känslorna” och ”lycklig föreställnings- och avbildningsförmåga”. Han avled kort efter det stora nordiska kriget. Hans diktning skingrades och mindre än tio dikter har varit kända. Föreliggande artikel ingår i ett arbete att återge honom en plats i den svenska litteraturhistorien. ”Staden Åmåls och des Inbyggares Beskrifning” är en av de dikter som varit kända, även om den inte trycktes förrän 1873. Studien visar att satiren spreds i manuskriptform till förväntansfulla läsare på 1700-talet. Eftersom den betraktades som en paskill, inte minst av innevånarna i Åmål, hölls den tillbaka från offentligheten. 1800-talets smakdomare menade att den brast i smak, och förmådde inte se dess kvaliteter. I artikeln studeras Åmåldikten utifrån litterära, biografiska och sociologiska perspektiv. Diktens förhållande till genren ”encomium urbis” studeras liksom relationen till den svenska stormaktstidens litterära stadshyllningar. Risell dog ung, och artikeln hävdar att dikten skall ses mot en bakgrund av tidig studentkultur. Risells dikt ges rik bakgrund eftersom artikelförfattaren kan utnyttja ett hittills okänt manuskript med mer än 50 nya dikter av Risell.

Artikkelen tar sitt utgangspunkt i Peter U. Beickens beskrivelse av Franz Kafkas særegne narrative retorikk, og undersøker i hvilken grad Beickens beskrivelse gjelder for Kafkas korttekst «En sultekunstner». Artikkelen argumenterer for at Beickens beskrivelse er relevant for forståelsen av denne kortteksten, men at den også avviker fra beskrivelsen på interessante måter, og på måter som har konsekvenser for hvordan vi forstår tekstens sentrale anliggende. En konklusjon er at den særegne utformingen av «En sultekunstner» kan ses i lys av en interesse som sto sentralt i Kafkas liv og virke, nemlig forbindelsen mellom diktning og selvarbeid.

Denne artikkelen er opptatt av hvordan den som taler i Johann Wolfgang von Goethes «Wandrers Nachtlied II» og Rainer Maria Rilkes «Herbst» best kan forstås. Den tar sitt utgangspunkt i observasjonen av at utsigelseshandlingene i de to diktene kombinerer en retorisk funksjon med en romskapende funksjon, og at begge funksjonene deltar i diktenes organisering som kommunikativ handling på avgjørende måter. Min konklusjon er at forventningene om det følsomme lyriske jeget og den sublime naturen som vi ofte møter romantiske dikt med, motsies av måten utsigelseshandlingen er utformet på i disse to diktene som begge er forbundne med nettopp den romantiske litterære tradisjonen.

At romaner og skuespill kan ha dokumentariske tendenser, er allment kjent, men hva med diktet? Mange forbinder lyrikk med sansning eller følelse framfor analyse, tenkning eller sak. Med utgangspunkt i diktsamlinger av Rune Tuverud, Markus Midré, Freddy Fjellheim, Espen Stueland og andre diskuteres sjangeren "sakpoesi", slik den har vokst fram i norsk litteratur fra 1990-tallet og framover.

Hanna Dahls roman Kraft (2021) fortæller historien om Olav, som er tidligere medlem af NS og frivillig på Østfronten under 2. verdenskrig. Dahls roman er en af de første førstepersonsfortællinger i norsk litteratur om en overgriber, selvom romanen ikke beskriver de faktiske overgreb. I stedet undersøger romanen Olavs tab af værdighed som følge af hans dom for forræderi efter krigen. Tabet af værdighed er et centralt omdrejningspunkt, som kommer til at dominere Olavs idé om identitet og personlige relationer. I denne forstand forsøger Dahls repræsentation af Olav at undersøge, hvordan 2. verdenskrigs lange eftervirkninger i Norge ikke kun har påvirket ofrenes liv, men også overgribernes liv. Gennem at undersøge, hvordan romanen diskutere arkivets funktioner, spørgsmål om værdighed og narrativ empati, forsøger denne artikel at se nærmere romanens portræt af en overgriber, der forsøger at finde en måde at fortælle sin historie og genvinde sin værdighed i kamp med det omgivende samfund.

This article explores the Scottish discourse on the Nordic region, that is, dominant conceptualisations of the Nordic region in contemporary Scotland in the context of the current Scottish nation-building project. Since the early 2000s, the Nordic region has received wide political attention and been presented as a viable and desirable role model for Scottish development by key political and social actors, including the Scottish Government and the Scottish National Party (SNP). This interest in the Nordic countries and the idea that they offer an alternative for Scotland which is line with dominant self-images of Scotland as egalitarian and social democratic has established itself as a central argument and aspect of the Scottish independence movement and the wider Scottish public debate. This article examines the historical development of the discourse on the Nordic region in Scotland, and its content by showing how the Nordic region is a multifaceted concept which intersects with Scottish nationalism and long-standing associations to the North. The Nordic region, in the Scottish context, is hence both a reality and a myth, a practical example and an idea. This dual quality is at the heart of the appeal and resilience of the Nordic region in contemporary Scotland, making the Nordic region Scotland’s main positive Other. Keywords The Nordic region, Scottish nationalism, the Other, discourse, conceptualisations of North

Der vorliegende Beitrag analysiert die Interdependenz von Entdeckungsfahrten, Handel, Kartographie und Reiseberichten in den Niederlanden während des 16. Jahrhunderts. Ausgangspunkt ist der Vertrag von Tordesillas (1494), der garantieren sollte, dass allein Portugal und Spanien auf den Weltmeeren Handel trieben und dass die Entdeckung, Unterwerfung und Kolonisierung außereuropäischer und nichtchristlicher Völker nur ihnen zustand. Niederländische Kaufleute, die gleichfalls versuchten, Handelsbeziehungen mit China, Indien und Japan (»Cathay«) zu knüpfen, waren deshalb gezwungen, Wege zu finden, die eine offene Konfrontation mit Portugiesen und Spaniern vermieden. Eine Möglichkeit bot die sogenannte »Nordostpassage«, deren erhoffte Erschließung während des 16. Jahrhunderts mehrere niederländische Expeditionen beschäftigte. Den nördlichen Seeweg nach Ostasien und Indien zu finden, gelang ihnen zwar nicht; gleichwohl brachten sie zahlreiche Nachrichten über das Eismeer, die Nordkalotte, die Kola-Halbinsel, das Weiße Meer und West-Sibirien in ihre Heimathäfen zurück. Diese wurden sodann in Büchern und Karten weiterverbreitet und machten niederländische Städte zu europäischen Zentren des Wissens über den europäischen Norden. Als ertragreicher Nebeneffekt der Expeditionen erwies sich zudem die Etablierung von Handelsstützpunkten entlang der norwegischen und russischen Eismeerküste. Sie ersetzten in der zweiten Hälfte des 16. Jahrhunderts wenigstens teilweise den niederländisch-russischen Ostseehandel, den Dänemark und Schweden durch Zölle, Kaperei und Kriege zu monopolisieren drohten.

Artikkelen tar for seg den svenske forfatteren Klas Östergrens roman Hilde (2019), som tar opp og utvider historien om Henrik Ibsens karakter Hilde Wangel. Dette bestillingsverket ble til som en del av det skandinaviske litteraturprosjektet Ibsen NOR, som så langt har fått lite oppmerksomhet innen litteraturvitenskap. Målet med denne artikkelen er å se på både fortellinger om sykdom og det flerlagsforhold mellom hovedpersonen og medisinen i romanen. Fokus er på en psykoanalytisk scene som dukker opp tre ganger i Hilde. Innenfor denne betraktningen utforskes romanens forhold til de underliggende dramaene og andre litterære intertekster samt til medisinsk og (litteratur)vitenskapelig teori og praksis.

Der Aufsatz begleitet den Dichter und Naturforscher Adelbert von Chamisso durch das Jahr 1822: Wir erfahren von seinem Familienleben, erleben den Brand seines Hauses in Schöneberg, sehen die Entstehung der ersten Übersetzung des Peter Schlemihl ins Französische, lernen seine Korrespondenz mit Forschern und mit dem Bruder Hippolyte kennen und erfahren, welche Gedichte er in diesem Jahr schrieb. Zitate aus seiner Korrespondenz illustrieren und belegen die in verschiedenen Biographien zu findenden Informationen zu seinem Leben. Die zitierte Korrespondenz ist in digitalen Kopien der Originalbriefe, die in seinem Nachlass in der Berliner Staatsbibliothek liegen, online weltweit zugänglich. Bisher sind sie allerdings nur lückenhaft und in Auszügen veröffentlicht. Der Aufsatz ist daher ein vehementes Plädoyer dafür, Chamissos Korrespondenz in einer elektronischen Edition, die auf den Vorarbeiten durch die elektronische Katalogisierung des Nachlasses in der Berliner Staatsbibliothek basiert, in ihrem vollen Umfang zugänglich zu machen.

1897 veröffentlichte der Abel’sche Kunstverlag in Christiania (Oslo) das Kartenalbum Fra Finmarken mit Darstellungen und Texten, die vom Leben und der Natur in Nordnorwegen inspiriert sind. Während die Bilder von Agnes Thorsen (1862–1955), Gründerin, Schulleiterin und Lehrerin an der privaten Mittelschule Nordstrand, angefertigt wurden, sind die Textfragmente Zitate zeitgenössischer Autoren. Fra Finmarken ist Thorsens einzige eigenständige Publikation. Mein Artikel widmet sich dem Hintergrund und der Rezeptionsgeschichte sowie dem gesellschaftlichen und kunsthistorischen Kontext ihres Werks. Ich diskutiere, wie Nordnorwegen im Album dargestellt ist, und zeige, wie Thorsens Bilder in einen Dialog mit den zitierten Texten treten.

I 1959 holdt filosofen Hannah Arendt pristalen „Gedanken zu Lessing. Von der Menschlichkeit in finsteren Zeiten.“ I tidsrommet 1960–1966 holdt poeten Nelly Sachs taler ved mottagelsen av ulike priser. I sine taler er de opptatt av forholdet mellom den enkelte og verden, hver fra sitt ståsted, men begge betoner hvor viktig det er å være åpen for og delta i verden. Arendt utvikler begreper for å beskrive verden som offentlig rom, som „Weltzugewandtheit“ og „Zwischenraum“ – i kontrast til brorskapets lukkethet. Disse begrepene viser seg anvendelige for å beskrive hva Nelly Sachs omtaler som „Weltverbundenheit“. Artikkelen prøver å vise at Nelly Sachs‘ verk, som kan virke lukket og tilbaketrukket, inneholder en bevegelse fra det broderlige og lukkede mot et stort fellesskap av mennesker.

Året er 1989, bare få måneder før Den tyske demokratiske republikk (DDR) går i oppløsning. I Lutz Seilers prisbelønte roman Kruso (2014, norsk 2015) utspiller handlingen seg på den legendariske baltiske øya Hiddensee. Mange som har lidd skipbrudd innenfor systemet har reist til Hiddensee. Boken forteller om en gruppe intellektuelle og dissidenter på den østtyske ferieøya helt i utkanten av landet. I denne artikkelen ser jeg nærmere på noen av romanens tallrike motiver fra reiselitteraturgenren. Romanen Kruso benytter seg av ulike reisemotiver knyttet til robinsonaden for å skildre en avsidesliggende østtysk øy som et magisk sted der DDRs flyktninger kunne frigjøre seg fra vareøkonomiens fristelser og dermed bli resistent mot tanken på å prøve seg på et livsfarlig fluktforsøk over Østersjøen til Møn, det vil si Vesten. Bokens helt Kruso proklamerer en allmenn humanitet, der naturen på Hiddensee gir mennesket mulighet til å vokse. Kruso ser på friheten som en oppgave, og naturen fungerer som veileder.

I et essay han ikke publiserte, bringer Hans Blumenberg Hannah Arendts bok Eichmann i Jerusalem inn i en uventet og avslørende forbindelse med Freuds senere verk Mennesket Moses og den monteistiske religion. Begge tenkerne, hevder Blumenberg, tar til orde for en problematisk «rigorisme» av sannheten. Men i motsetning til Arendt, antar Blumenberg, ville Freud ha erkjent den mytiske betydningen av Jerusalem-rettssaken mot Eichmann hvis han hadde vært i stand til å etterleve den. Arbeidet med essayet, som bærer tittelen «Moses egypteren», starter på slutten av 1970-tallet og faller dermed inn i perioden med Blumenbergs intensive opptatthet av temaet myte og spørsmål om myteresepsjon. Hva gjør myten? Hvordan forholder myter seg til påstandene som styrer søken etter sannhet og rettferdighet? Blumenberg frykter at sannhet og rettferdighet er kategorier som neppe gjelder for Eichmann og forbrytelsen han representerer. Blumenberg ga skarp kritikk av Arendts analyse av rettsforhandlingene, gjerningsmannen og ofrene, som han i stor grad fant formastelig og moralistisk. Sist, men ikke minst, er det konfrontasjonen med jødedommen og jødisk historie som forbinder forfatteren med hovedpersonene i teksten hans: med Freud, Arendt og – som vi vet fra en uttalelse i et brev – også med Hans Jonas, som ikke er adressert. i selve essayet. Denne posthume teksten har dermed en eksistensiell dybdedimensjon som enhver leser kan føle.

I et brev til sin forlegger, Frederik Hegel, datert Roma 21. juni 1882, kommenterer Ibsen sjangeren på En folkefiende: «det har meget af lystspillets karakter ved sig, men også en alvorlig grundtanke». I tråd med Ibsens uttalelse blir dette dramaet blir ofte lest som en politisk komedie med et alvorlig tema, samtidig som man mer eller mindre eksplisitt gir uttrykk for at det er litt uklart hva denne alvorlige grunntanken egentlig er. At det kan virke som det er noe uavklart i forholdet mellom komikk og alvor viser seg også i de divergerende og skiftende synene på protagonisten, doktor Tomas Stockmann: Er han en helt eller en antihelt? Og hvorfor denne merkelige sjangerblandingen? Hvorfor all komikken i en fase hvor Ibsen ellers skrev alvorlige skuespill? Jeg tror det har sammenheng med det jeg mener er dette dramaets nære forhold til Ibsens internasjonale gjennombruddsdrama Et dukkehjem (1879). En folkefiende (1882) kom ut rett etter Gengangere (1881) og regnes som sterkt preget av Ibsen reaksjon på den negative mottakelsen av Gengangere. Mye taler likevel for at Ibsen har begynt på En folkefiendelike etter at Et dukkehjem kom ut, og poenget i min artikkel er at det er en klar relasjon mellom En folkefiende og Et dukkehjem: Min hypotese, som jeg argumenterer for gjennom komparativ nærlesning, er at protagonisten i En folkefiende, doktor Tomas Stockmann, er utformet som en mannlig versjon av den kvinnelige protagonisten i Et dukkehjem, Nora Helmer. Det får konsekvenser for forståelsen ikke bare av En folkefiende, men også Et dukkehjem, og jeg tar også opp de fortolkningsmessige konsekvensene av dette i artikkelen.

abstrakt

Das Werk „Demonstratio“ („Beweis, dass die Sprache der Ungarn und Lappen dieselbe ist“) des ungarischen Jesuiten Joannes (János) Sajnovics ist ein Klassiker der finno-ugrischen Sprachwissenschaft. Sajnovics war ein Astronom ohne Erfahrung in vergleichenden Sprachstudien, als er in den Jahren 1768–69 an einer astronomischen Expedition in der Finnmark teilnahm. Erst als er in Nordnorwegen ankam, begann er scheinbar unvorbereitet mit seiner Untersuchung. Im Winter 1769/70 war er in Kopenhagen. Während dieses Aufenthalts hatte Sajnovics Kontakt zu Mitgliedern der Königlich Dänischen Gesellschaft der Wissenschaften, wo er seine Theorie vorstellte. Seine bahnbrechende „Demonstratio“ wurde in zwei Ausgaben gedruckt, die erste 1770 in Kopenhagen und die nächste im folgenden Jahr in Trnava. Eine genaue Lektüre der ersten Ausgabe zeigt, dass die innovative Methodik von Sajnovics fast ausschließlich auf skandinavischer Forschungsliteratur basierte. Hinweise auf mitteleuropäische Gelehrte und ihre Theorien durchziehen die zweite überarbeitete Auflage der Demonstratio, die jedoch erst nach der Rückkehr von Sajnovics und seinem Mentor Maximilian Hell in das Habsburgerreich gemacht wurde.

In diesem Artikel zeigen wir, dass Design Thinking als Master-Idee verstanden werden kann; eine weit verbreitete Idee, die einen besonders hohen Stellenwert und Legitimität erlangt hat. Es hat wiederum anderen organisatorischen Rezepten und Standards Legitimität verliehen. Wir zeigen auch, dass Design Thinking ein rationalisierter Mythos ist, der von seinem generischen Charakter getrieben wird.

Hvilket handlingsrom har kvinner hatt i filosofien? I artikkelen benytter jeg Sofie Charlotte av Preussen som eksempel for å drøfte dette spørsmålet. Kvinner har tradisjonelt ikke hatt samme forutsetninger som menn til å skrive filosofi og publisere verk. Av denne grunn har de gjerne blitt neglisjerte eller helt ekskluderte fra tradisjonell filosofihistorie. Likevel har flere av dem spilt viktige roller som samtalepartnere og korrespondenter for kanoniserte mannlige filosofer, en rolle de i heller liten grad har blitt anerkjent for. Både gjennom samtaler og korrespondanse bidro Sofie Charlotte til utviklingen av Leibniz’ grunnantakelser, deriblant den optimistiske ideen om at vi lever i den beste av alle mulige verdener. I forordet til verket Teodicé krediterer Leibniz henne for denne viktige rollen, men senere historieskrivning har oversett passasjen og har heller fremstilt Leibniz som en filosof som har tenkt ut sine store tanker i ensomhet og isolasjon fra andre mennesker og omverden. Tesen er at denne «elfenbenstårnmodellen» må forlates til fordel for en «symfilosofimodell» hvor Leibniz’ ideer og argumentasjon må sees som resultat av samtaler med Sofie Charlotte.

Juden ist der Zugang zu deutschen Universitäten in der Frühen Neuzeit lange verwehrt geblieben. Erst ab 1675 wurden sie an einzelnen Hochschulen zum Studium zugelassen. Die Berufung jüdischer Wissenschaftler auf Professuren stand erst in der Zeit des Ringens um die Gleichberechtigung der Juden im 19. Jahrhundert zur Diskussion. Ein singulärer Sonderfall wird in dem Mediziner Jakob Israel gesehen, der 1652 an der Universität Heidelberg auf eine Professur berufen wurde. Israel wohnte in der Heidelberger Judengasse in der Judenschule. In seiner Eigenschaft als Stadtphysikus setzte er ein Verbot der Schweinehaltung durch. Dennoch wurde er offenbar weder in der Stadt noch an der Universität als Jude angefeindet oder gar ausgegrenzt. Als einzigartiges Beispiel frühneuzeitlicher Akzeptanz und Integration eines jüdischen Gelehrten ist Jakob Israel in der Erinnerung der Stadt Heidelberg und ihrer Universität bis heute präsent. Dieser Beitrag bemüht sich um eine klärende Einordnung des Falles.

Hvem bebor et landskap? Artikkelen undersøker forholdet mellom dyreliv og menneskeliv i Vesterålen-forfatteren Regine Normanns debutroman Krabvaag (1905). Ved at dyrelivet i så stor grad inkluderes, fremstår fiskeværet ikke bare som menneskenes hjem. Krabvaag har gjerne vært plassert i heimstaddiktningen. Termen har av mange vært regnet for å være begrensende, men med dagens interesse for økologiske perspektiver burde deler av heimstaddiktning – med dens sensibilitet for en mer-enn-menneskelig omverden – kunne få ny aktualitet.

Dieser Beitrag zeigt an einem historischen Fallbeispiel, wie die Anwendung sozialwissenschaftlicher Erkenntnisse über die Entstehung, Verbreitung und Funktion von Gerüchten für die historische Gerüchteforschung fruchtbar gemacht werden kann. Die Ermordung des ersten florentinischen Herzogs Alessandro de‘ Medici und die Thronbesteigung Cosimo de‘ Medicis im Jahr 1537 war von einem Cluster von Gerüchten begleitet. Im Rekurs auf wegweisende sozialpsychologische Theorien, insbesondere die Arbeiten von Tamutsu Shibutani, kann die Produktion von Gerüchten als kommunikativer Sinnstiftungsprozess in einer als krisenhaft verstandenen Situation begriffen werden. Da der Erfolg von Gerüchten von deren Glaubwürdigkeit abhängt, können überdies Rückschlüsse darauf gezogen werden, wie der Thronwechsel jenseits offizieller Kanäle bewertet wurde. Da Menschen auf der Basis dessen handeln, was sie als glaubwürdig empfinden (nicht dessen, was nachweislich richtig ist), ist die Instrumentalisierung von Gerüchten für persönliche und politische Zwecke attraktiv. Die Möglichkeit einer solchen Manipulation improvisierter Kommunikation wird in der Forschung kontrovers diskutiert. Im analysierten Fallbeispiel wird sie am Beispiel Kardinal Cibos untersucht, der die Selektion von Gerüchten über die bewusste Generierung von symbolträchtigen Bildern für seine Zwecke zu manipulieren suchte. Die Analyse zeigt, dass Gerüchte, wenn sie nicht auf ihren Wahrheitsgehalt, sondern auf ihre Inhalte und Funktionen hin untersucht werden, neue Einsichten auf historische Prozesse ermöglichen können.

«Pangur Bán» is probably the best know poem in Celtic studies, and a poem that tends to become increasingly more popular to audiences outside of Ireland. However, the anonymous, medieval poem has been cherished throughout history for a wide range of poetic, philosophical, intellectual and educational reasons. To inquire into the longevity and popularity of a marginal gloss on his cat by an Irish monk in a German monastery in the ninth century seems appropriate at a time when contemporary literature and applied hermeneutics of all kinds tend to dominate the literary discourses. This essay relates the historical poem to its many translations, for example by Paul Muldoon and Seamus Heaney, and current literary discourses. Why has this enigmatic jeu d’esprit been translated so frequently and why are these translations important? This essay argues that «Anonymous: Myself and Pangur», Muldoon’s version of «Pangur Bán», can be read as a prismatic poem for postmodernist concerns, in his own poetry and in recent theories.

Artikkelen utforskar korleis forfattaren Åsmund Sveen bidrog til propagandaen frå Nasjonal Samling (NS) under andre verdskrigen. Tidlegare forsking på Sveens NS-engasjement har teke utgangspunkt i homofobiske, stereotype førestillingar for å forklåre korleis ein mann som levde i eit homofilt forhold kunne fremja ein homofiendtleg ideologi. I denne artikkelen blir spørsmålet stilt andre vegen: Korleis kunne NS akseptere at Sveen tok med eit homoerotisk dikt i ein propagandaantologi over norsk litteratur? Ved å lesa Sveens propaganda i ljos av vitalistisk estetikk og ein tvitydig maskulinitetskonstruksjon argumenterer eg for at forholdet mellom homoerotikk og nazisme er komplekst i tekstene av Sveen så vel som i moderne kultur som heilskap. Slik kunne ein utopisk maskulinitetsvisjon vera akseptabel innanfor nazistisk ideologi.

I denne artikel analyseres Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen (2020) med særligt henblik på at vise hvorledes romanen forbinder sig til det overnaturlige og apokalyptiske og anvender motiver og greb med tilknytning til science fiction genren. Ved romanens udgivelse blev det diskuteret, hvorvidt de overnaturlige hændelser i romanen skulle forklares og naturliggøres som drømme og hallucinationer eller som fantastiske indslag (NRK 2020). Jeg vil med afsæt i den unaturlige narratologi betone vigtigheden af at lade det overnaturlige forblive muligt i romanens rum, da det overnaturlige fordrer andre fortolkningsstrategier end dem, man anvender i en hverdagslig kontekst, hvorved samtidens problemer kan belyses fra andre vinkler.

Artikkelen undersøker Ingvar Ambjørnsens novelle «Skogens hjerte» fra novellesamlingen Natt til mørk morgen (1997) og fokuserer på fremstillingen av ruserfaringer som står sentralt i teksten. Utgangspunktet for lesningen er Peter Sloterdijks beskrivelse av den historiske utviklingen av ruserfaringer fra antikken til det moderne. Hans forståelse finner man også i Ambjørnsens korttekst, men denne omfatter dessuten en bestemt bruk av intertekstualitet. Herved fokuseres det både på litterære (f.eks. Vesaas) og idéhistoriske referanser (Huxley). «Skogens hjerte» ble i tillegg det intertekstuelle forelegget for deler av Ambjørnsens roman Natten drømmer om dagen (2012). På en måte ‘sampler’ forfatteren sin egen novelle, som får en mer pessimistisk omfortolking.

This paper examines the five different Thule postal stamps which circulated from 1935 to 1936 between the trading post of Thule (which is the Danish name for the settlement of Uummannaq in Northwest Greenland, today Thule Air Base) and the Cape York post office in Copenhagen. The images on the stamps not only concentrate and visualize the complex colonial history between Greenland and Denmark. Instead, they also dynamize and preserve historical power relations by making them physically and visually tangible to this day. The stamps bear witness to infra-structures of cultural exchange, which were strongly controlled by the Danish side. They are often overlooked testimonies of everyday communication and mark colonial relations as ongoing and still powerful forces. What is more, the stamps provide their own agency as cultural-creating forces which sheds a new light to the history of Western modernization and its heritage.

Artikkelen argumenterer for verdien av å arbeide hermeneutisk på en metodisk måte med litterære tekster i klasserommet. Den baserer seg på overbevisningen om at det å gjøre seg lydhør overfor et annet menneskes tankeverden er verdifullt i seg selv og dessuten at tolkningsarbeidet er uløselig forbundet med dyder som selvarbeid og selverkjennelse. Artikkelen er delt i tre hoveddeler. Først gir den et eksempel på hvordan en tolkning av folkeeventyret «Hans og Grete» kan se ut når den sikter mot å realisere Hans-Georg Gadamers forestilling om metodisk bevissthet. Deretter utdypes Gadamers forestilling om metodisk bevissthet før artikkelen til slutt presenterer og anbefaler en tolkningsmetodikk laget for å kunne hjelpe elever/studenter til å realisere forestillingen om en metodisk bevissthet i arbeidet med litterære tekster.

Artikkelen tar form som en refleksjon over et utprøvende undervisningsopplegg med studenter i norskdidaktikk, høsten 2020. Med utgangspunkt i teorifeltet litterære geografier brukte vi geografi som analytisk linse i arbeidet med den svenske barneromanen Mördarens apa av Jakob Wegelius (2014). Studentene kartla romanens geografiske steder på et kart i Padlet, de analyserte de visuelle kartene i innsidepermene og reflekterte over sentrale handlingssteder i romanen. Utprøvingen indikerer at denne analytiske tilnærmingen hjalp studentene med å lese analytisk og stimulerte til kritiske refleksjoner. Likevel må det arbeides videre med å stimulere til nærlesing. Undervisningssekvensen er en del av en serie geografiske utprøvinger med det formålet å utvikle en spatial litteraturdidaktikk. Denne didaktikken skal svare på en utfordring i den nye læreplanen, LK20, nemlig: Hvordan kan vi utvikle kritisk lesing gjennom utforskende og tverrfaglig arbeid med skjønnlitteratur?

This article argues that an increased focus on the inherent conceptual metaphors of chronotopes in canonical literature may contribute to students’ awareness of the historical and literary development in time and space. Thus, expanding their literacy-skills acquisition in comparison to the linear chronological periodization, author-portrait and text reading that typically characterize the reading of canon literature. Furthermore, the article argues that an increased focus on bi- and multilingual students’ interpretation of conceptual metaphors may contribute to the historical and literary development.

Denne artikkelen argumenterer for at en følelses- og affektbasert litteraturdidaktikk kan bidra til en mer aktiv og engasjerende litteraturlesing, i tillegg til å styrke elevens emosjonelle literacy. Både i utvalget av pensumtekster og i leserresponsen til elevene burde følelser spille en viktigere rolle. Utvalget av tekster kan baseres på deres affektive ladning, altså hva slags stemninger, følelser og affekter de setter i spill. Med utgangspunkt i Rita Felskis bruksperspektiv på litteratur i Uses of Litterature, påpekes det her at å undervise med utgangspunkt i følelsesmessig gjenkjennelse eller en litterær interaksjon preget av sjokk, er en tilnærming som ikke bare kan oppleves mer relevant for elevene, men som også oppfyller intensjonene med flere elementer i Fagfornyelsen. Artikkelen demonstrerer hvordan man kan arbeide affektbasert med litteratur i klasserommet med utgangspunkt i lesninger av bla. Monica Isakstuens Rase og Yahya Hassans Digte.

(No English abstract available.)

Lene Asks roman Det du ikke sier, er sant (2017) handler om Kamran, en gutt i ungdomsskolealder som tyr til løgn når han ikke er sikker på hva han skal si. Romanen handler om hvordan protagonisten gradvis gjør språket til sitt og blir et autonomt handlende subjekt i kommunikasjon med andre. Både romanens hovedperson, og tema og måten temaet behandles på, gjør at dette er en bok som vil kunne appellere til unge lesere. Den tar opp språk, sannhet og løgn på en måte som inviterer leseren til å kritisk granske egne oppfatninger, særlig gjennom de eksplisitte koblingene til Henrik Ibsens Peer Gynt. Til en viss grad kan romanen sies å være et eksempel på såkalte komplekse eller utfordrende tekster. Artikkelen argumenterer for at den egner seg til bruk i utforskende litteraturundervisning. I artikkelen vil jeg også vise at det kan formuleres minst tre forskjellige hypoteser om romanens tittel, og at disse hypotesene gir hver sin inngang til lesingen av romanens beskrivelse av hvordan Kamran gradvis overvinner problemene sine med kommunikasjon og språk.

Skulereformer dei seinaste tiåra, som Kunnskapslyftet 2006, har utvida norskfaget med nye tekstkulturar og kompetansemål. Eit pensum i norskfaget basert på klassiske skjønnlitterære verk er for lengst passé. Denne utviklinga har hatt eit todelt utfall på ein historisk forfattarskap som Petter Dass. På den eine sida les vi ikkje han lenger som nasjonallitteratur; det kan føre til at nokon heller ikkje ser verdien av å undervise om diktarpresten i skulen. Men på den andre sida fører nye tekstkulturar med seg ei oppmjuking av det tradisjonelle skiljet mellom fag- og skjønnlitteratur. Det har ein heldig effekt: ei gjenoppdaging av den historiske Petter Dass og nye perspektiv på Dass’ dikting. I denne artikkelen undersøkjer eg for det fyrste historiske sider ved Petter Dass; Dass som didaktikar og som naturhistorisk forfattar. Deretter undersøkjer eg omtalen av diktarpresten i eit utval nye læreverk for å finne ut om nye sider ved diktarpresten er komne med. Artikkelen viser både heldige og uheldige freistnader på å fornye formidlinga av barokkdiktaren i nyare læreverk.

Denne artikkelen er eit bidrag til debatten om litteraturundervisningas legitimering og status i den rådande utdannings- og fagpolitiske konteksten. Innleiingsvis presenterer artikkelen nokre av dei viktigaste utfordringane for litteraturundervisninga i skulen: ei tilnærming til litteraturundervisninga som er for dårleg fagleg forankra, og ei tilnærming som rett nok har ei fagleg forankring, men som likevel ikkje kan klare å hente ut litteraturundervisninga sitt fulle potensial. Artikkelen presenterer til slutt nokre litteraturdidaktiske posisjonar som kan peike mot moglege løysingar.

Artikkelen ønsker å undersøke kva ein kan få ut av å vektlegge humor i tekstar i litteraturundervisninga. Utgangspunktet er ulike inngangar til diktet «Anekdote» (1911) av Herman Wildenvey, og framstillinga er inspirert av diskusjonar med studentar i lærarutdanninga om humoren i diktet. Sentrale spørsmål er mellom anna om diktet er morosamt, kva eller kven ein i så fall ler av, og kva ein kan få ut av det i litteraturundervisninga. Dette blir diskutert i lys av ulike humorteoriar. Artikkelen søker å få fram korleis ulike tilnærmingar til humoren i diktet kan generere ulike lesemåtar og tolkingar. Særleg interessante er spørsmåla om kva verdiar og haldningar diktet kan målbere, og kva rolle humoren spelar i så måte. Humor har ulike funksjonar og er ikkje alltid kontrollerbar, men er ofte knytt til språkets fleirtydige karakter. Artikkelen argumenterer til slutt for å gi rom for refleksjon omkring humor i litteraturundervisninga i lærarutdanning og skule.