Search

Fremdriftsreformen har nu været en realitet i mere end halvandet år. I artiklen peger vi på, hvordan reformen indgår i forskellige - tilsigtede og utilsigtede - alliancer med den målstyrede studieordning og lokale visioner på uddannelserne, hvor en ny didaktisk styring udråbes som meningsbærende for undervisere og studerendes daglige praksis. Gennem analyser af nye og tidligere studieordninger på forskellige uddannelser peger vi på, hvordan fremdriftsreformen blot sætter turbo på en allerede igangværende udvikling. Vi viser, hvordan den målstyring, som blev introduceret i studieordningerne via den danske fortolkning af den europæiske Bolognaproces (2003), lægger op til, at studerende og undervisere tilrettelægger tid og didaktik med entydigt fokus på den afsluttende eksamensperformance. Og vi viser, hvordan det forstærkede tidspres, som følger med fremdriftsreformen, flere steder ledsages af en ny didaktik – en ’soppedidaktik’ – hvor studerende sjældent kommer på dybt vand og får mulighed for at arbejde selvstændigt uden prædefinerede mål og i længere forløb. Afsluttende rejser vi på den baggrund et kritisk spørgsmål om, hvilken type vidensarbejder, alliancen mellem den målstyrede studieordning og fremdriftsreformen kan producere.