Search

Introduktion: Psykiatrilovgivningen i Danmark indeholder et princip om at anvende de mindst indgribende former for tvang først. Vi undersøgte rækkefølgen, hvori tvangstyper blev brugt, idet de først anvendte forventedes at være mindre indgribende end de følgende typer.Materiale og metoder: For tvangsepisoder indberettet til det nationale register over tvang i psykiatrien for perioden 2011-16 blev rækkefølgen på 12 tvangsindgreb under hver indlæggelse undersøgt. Sammenlignet med bæltefiksering blev odds ratio (OR) og konfidensintervaller (95 % CI) for at være første eller efterfølgende brugte typer estimeret ved hjælp af betingede (96.611 episoder) og ubetingede (131.632 episoder) logistiske regressionsmodeller, stratificeret på køn. Analyserne blev desuden gentaget for alle regioner.Resultater: I alt 17.796 patienter i alderen 18+ blev udsat for mindst én tvangsepisode. Mediantiden mellem indlæggelse og første episode var 4 dage hos mænd og 6 for kvinder. For kvinder blev tvangstilbageholdelse, tvangsernæring, tvangsbehandling af somatisk lidelse, låsning af døre og personlig skærmning iværksat før bæltefiksering, og tvungen opfølgning, ECT, tvangsbehandling, brug af handsker og remme, fysisk fastholdelse og indgift af intramuskulær medicin ved tvang brugt senere. Hos mænd blev kun tvangstilbageholdelse iværksat før bæltefiksering, mens ECT, skærmning, administration af lægemidler, brug af handsker og remme, fysisk fastholdelse og tvungen intramuskulær medicin blev anvendt statistisk signifikant hyppigere senere end bæltefiksering. Der var forskelle i mønstrene mellem regionerneDiskussion og konklusion: Rækkefølgen af anvendte tvangstyper synes ikke at stemme overens med mindste middel princippet, især bruges bæltefiksering som første tvangstype hos mænd og hos yngre voksne.

Population ageing has resulted in an increasing number of older people living with chronic diseases (multimorbidity) requiring five or more medications daily (polypharmacy). Ageing produces important changes in the cardiovascular system and represents the most potent single cardiovascular risk factor. Cardiovascular diseases (CVDs) constitute the greatest burden for older people, their caregivers, and healthcare systems. Cardiovascular pharmacotherapy in older people is complex because age-related changes in body composition, organ function, homeostatic mechanisms, and comorbidities modify the pharmacokinetic and pharmacodynamic properties of many commonly used cardiovascular and non-cardiovascular drugs. Additionally, polypharmacy increases the risk of adverse drug reactions and drug interactions, which in turn can lead to increased morbi-mortality and healthcare costs. Unfortunately, evidence of drug efficacy and safety in older people with multimorbidity and polypharmacy is limited because these individuals are frequently underrepresented/excluded from clinical trials. Moreover, clinical guidelines are largely written with a single-disease focus and only occasionally address the issue of coordination of care, when and how to discontinue treatments, if required, or how to prioritize recommendations for patients with multimorbidity and polypharmacy. This review analyses the main challenges confronting healthcare professionals when prescribing in older people with CVD, multimorbidity, and polypharmacy. Our goal is to provide information that can contribute to improving drug prescribing, efficacy, and safety, as well as drug adherence and clinical outcomes.