Search

Indførelsen af kravet om 45 minutters daglig motion og bevægelse i folkeskolen har forandret lærernes undervisningspraksis. I dette kvalitative interviewstudie undersøger vi, hvilke didaktiske overvejelser lærere gør sig, når de integrerer bevægelse i deres undervisning. Undersøgelsen sigter på at nuancere forståelsen af og beskrive mulighederne i at integrere motion og bevægelse i undervisningen i folkeskolen. Studiets interviews peger på, at lærerne opfatter bevægelse som kropslige handlinger, der bidrager til indsigt i det faglige indhold frem for som fysiske aktiviteter, der fremmer eksekutive funktioner. Ifølge lærerne skal bevægelse i undervisningen give sansemotoriske, sociale og følelsesmæssige erfaringer, der bidrager til elevernes læring på en måde, som traditionel tavleundervisning ikke gør. Det er derfor lærernes didaktiske overvejelser om faglige mål og elevernes læring, der former bevægelsesaktiviteterne, og disse integreres således i lærernes fagdidaktik. Lærerne giver imidlertid udtryk for, at det er udfordrende at identificere berøringsflader mellem bevægelse og fagligt indhold. Ifølge lærerne øger bevægelsesaktiviteterne elevernes kropslige interaktion, hvilket gør undervisningen mere levende og engagerer eleverne. Det kan forstyrre undervisningen, men interviewene viser, at en handlingsorienteret bevægelsespraksis har potentiale til at skabe balance mellem bevægelsens vitalitet og den faglige styring.

The paper presents the self-deconstruction of Christianity in the guise of two claims: i. The God withdrawn is part in a community of those who are abandoned by God – namely as the ‘with’ of their being-with. ii. Christian love is the reserve in Christianity that exposes us to this very being-with – i.e. to something in Christianity “older” than Christianity itself. Jean-Luc Nancy’s general ontology of being-with and its specific configuration as a ‘deconstruction of Christianity’ is introduced. Subsequently this deconstruction is traced in The Works of Love by Søren Kierke-gaard. Artiklen præsenterer kristendommens selv-dekonstruktion i form af to teser: i. Den tilbagetrukne Gud er med i fællesskabet af dem, der er forladt af Gud – nemlig som ‘medet’ i deres med-væren. ii. Den kristne kærlighed er den reserve i kristendommen, som eksponerer os for netop denne med-væren – dvs. for noget i kristendommen, der er “ældre” end kristendommen selv. Der introduceres til Jean-Luc Nancys generelle med-værens ontologi og dens specifikke udformning som en ‘dekonstruktion af kristendommen’. Herefter efterspores denne dekonstruktion i Kjerlighedens Gjerninger af Søren Kierkegaard.