Search

Denne artikel konfronterer de nyere, dominerende narrativer i EU’s Sælregime, der legitimerer og legaliserer inuit sælfangst som en ’subsistensbaseret, bæredygtig og traditionel’ fangstpraksis (The Seal Regime, European Commission, 2016). Selvom denne narrativ beroliger den europæiske anti-sælfangstbevægelse, risikerer den også at kompromittere den oprindelige viden og eksisterende fangstpraksis i Grønland og underlægge den vestlig fortolkning. På baggrund af feltarbejde og interviews med grønlandske fangere, belyser denne artikel begrænsningerne og konsekvenserne af de nye, dominerende fortællinger om inuit sælfangst. Artiklen argumenterer, at sælfangst i Grønland ikke kan reduceres til forenklede fortællinger. I stedet reflekterer grønlandske relationer til sælen og sælfangsten en slags ’flerhed’ (Todd, 2014) som rækker ud over subsistensbaseret, bæredygtig brug af en levende ressource. Denne ’flerhed’ inkluderer de gensidige og komplekse relationer og ’fornemmelser’ (citat fra interview) mellem mennesker og dyr.