Danmark skal i fremtiden leve op til EU’s vandrammedirektiv. For at nå forpligtelserne i vandrammedirektivet skal udledningen af næringsstoffer fra blandt andet landbrug sandsynligvis mindskes i betydelige mængder. I det politiske arbejde med direktivet har der været fokus på de budgetøkonomiske omkostninger ved at nå miljømålene. Dette er ikke overraskende, idet der er foretaget få studier af de samfundsøkonomiske benefits af forskellige miljøtiltag i Danmark. Dette er også tilfældet på vandområdet, hvor der for eksempel aldrig er lavet et studie af de samfundsøkonomiske benefits af de tre vandmiljøplaner. Specialets formål er på den baggrund at forsøge at sætte indtægter (benefits) og udgifter (costs) ved forskellige implementeringsmåder af vandrammedirektivet i forhold til hinanden. Udgifterne beregnes udfra nogle scenarieberegninger, der tager udgangspunkt i, hvad det vil koste, hvis Mariager Fjord skal opfylde vandrammedirektivets krav. Der udarbejdes tre overordnede scenarier med fokus på enten teknologi (ændrede afgrøder, biogasanlæg osv.) eller udtagningsordninger (skovrejsning, vådområder osv.). Valget af virkemidler påvirker i høj grad udseendet af landskabet. Det forventes, at folk har en højere betalingsvilje for et landskab præget af udtagningsordningerne frem for teknologi. Men er folk også villige, til at betale meromkostningen? Dette spørgsmål er specialets omdrejningspunkt. For at finde svaret på ovenstående spørgsmål er det nødvendigt også at beregne indtægter ved de tre nævnte scenarier. Det gøres ved hjælp af værdisætningsmetoden contingent valuation. Metoden baseres på at spørge et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres betalingsvillighed for de tre scenarier. Metode opfanger i dette tilfælde kun betalings-villigheden for et ændret udseende af landskabet. Andre indtægter er også relevante at beregne, som øget adgang, øget biodiversitet og grundvandsbeskyttelse. Disse benefits forsøges estimeret udfra benefittransfers fra andre undersøgelser. Specialets resultater indikerer, at kommuner, miljøcentrene og staten ved implementeringen af vandrammedirektivet bør være særdeles opmærksomme på, at danskerne formentlig har en høj betalingsvillighed for løsningsmuligheder, der er præget af udtagningsordningerne. Denne betalingsvillighed er sandsynligvis så høj, at det under visse betingelser sandsynligvis er samfundsøkonomisk optimalt at benytte udtagnings-ordningerne frem for teknologiske løsninger.