Undersøgelsens metode og repræsentativitet Indenfor visse hovedbrancher er der særligt store potentialer for cirkulær økonomi på grund af virksomhedernes betydelige forbrug af materialeressourcer og deres muligheder for at genanvende materialer og produkter, så de holdes længst muligt i kredsløbet, og dermed reducerer forbruget af energi og jomfruelige ressourcer. Målgruppen for undersøgelsen har derfor ikke været alle danske virksomheder, men virksomheder indenfor fremstillingsvirksomhed, bygge- og anlægsvirksomhed, samt engros- og detailhandel. Netop blandt virksomheder indenfor disse brancher har det været relevant at afdække, hvor langt de er kommet med cirkulær økonomi. Vi har udsendt et web-baseret spørgeskema til alle virksomheder med over 20 ansatte i denne målgruppe som det via Bisnode-registret og supplerende hjemmesideopslag var muligt at identificere en e-mail-kontaktadresse på. En invitation til at besvare spørgeskemaet er således udsendt til i alt 3.299 unikke CVR-numre. Størstedelen af e-mailinvitationerne er gået igennem til virksomhederne, men vi vurderer, at ugyldige e-mailadresser og filtre har medført, at omkring 10-15 % af henvendelserne ikke er nået frem til rette modtager. Fra denne målgruppe, vores population, har vi modtaget 316 helt eller delvis besvarede spørgeskemaer, hvilket giver en svarprocent på ca. 10 % af den samlede målgruppe og op til 15 % specifikt for hovedgruppen “fremstillingsvirksomheder”, som vi har modtaget ca. 200 besvarelser fra. Vi har ikke foretaget undersøgelser af, om fordelingen af besvarelserne er statistisk repræsentative for en eller flere af de tre hovedbrancher (og underbrancher) inden for målgruppen. Det har ikke være formålet med undersøgelsen at opnå statistisk gyldighed. Intentionen har været at nå bredt ud til virksomheder med særlig relevans for en cirkulær produktionsomstilling og skabe et øjebliksbillede. Undersøgelsen giver derfor ikke et overblik over, hvad danske virksomheder som helhed foretager sig på området for cirkulær økonomi, men fokuserer på de særligt relevante brancher, og herfra kan vi konstatere følgende: • 77 % af respondenterne finder det i høj eller meget høj grad vigtigt, at danske virksomheder yder et bidrag til at fremme miljømæssig bæredygtighed • Knap 60 % af de adspurgte virksomheder arbejder i høj grad eller meget høj grad for at fremme miljømæssig bæredygtighed • Flertallet af virksomhederne har indført, eller er på vej til at indføre, strategier, standarder og rapportering for arbejdet med bæredygtighed • Over 25 % af virksomhederne har igangsat cirkulære initiativer • Omkring 41 % vurderer, at virksomhedens ydelser, produkter eller forretningsmodeller ”helt sikkert” vil ændres i en mere cirkulær retning inden for de næste to år For yderligere at afklare hvad virksomhederne finder nødvendigt for en omstilling til cirkulær økonomi, herunder mulige barrierer for implementering af cirkulære initiativer, afholdt vi i forlængelse af spørgeskemaundersøgelsen 15 kvalitative og dybdegående interviews med udvalgte virksomheder. De centrale budskaber fra undersøgelsen Baseret på virksomhedernes besvarelser og tilbagemeldinger i de kvalitative interviews har vi sammenfattet seks hovedbudskaber:1. Stigende opmærksomhed på cirkulær økonomiFlertallet af virksomhederne har iværksat initiativer til at gøre deres aktiviteter miljømæssigt mere bæredygtige. En del af virksomhederne har desuden igangsat konkrete arbejder med cirkulær økonomi i deres produktion og produkter.2. Implementering er igangsat - men store potentialer er uudnyttede Mange af virksomhederne er begyndt at genanvende dele af deres egne produkter i ny produktion og arbejde med levetidsforlængelse af produkter, men der opleves stadig at være meget store uudnyttede potentialer inden for cirkulær økonomi. 3. Svært at etablere fundamentet for at træffe de cirkulære beslutningerVirksomhederne oplever det som en meget vanskelig opgave at finde de mest hensigtsmæssige og cirkulære løsninger. Ofte har de hverken opgjort de økonomiske eller miljømæssige konsekvenser af deres valg. 4. Manglende indsigt er stadig en barriere for den cirkulære omstillingDe fleste virksomheder har forsøgt at organisere arbejdet med miljømæssig bæredygtighed, men kun de færreste oplever at have den fornødne viden og organisatoriske modenhed til målrettet at kunne arbejde med cirkulær økonomi. 5. Behov for fælles videngrundlag og forbedret incitamentstruktur Virksomhederne efterspørger, at der investeres fælles ressourcer i bedre og mere målrettet viden om cirkulær økonomi, såvel som forbedret incitamentstrukturer for omlægning og mere hensigtsmæssig regulering i relation til cirkulær økonomi. 6. Behov for beregningsværktøjer og effektmålingVirksomhederne efterlyser konkrete beregningsværktøjer til opgørelse af effekter ved cirkulære tiltag, fælles standarder for opgørelserne, såvel som muligheden for målinger af fremdriften mod en cirkulær omstilling i Danmark. Mange konkrete forslag fra virksomhederne De ovenstående hovedbudskaber er baseret på den kvantitative spørgeskemaundersøgelse, men undersøgelsen rummer også kvalitative tilbagemeldinger fra virksomhederne, der giver konkrete anbefalinger til nødvendige tiltag for at nå Danmarks ambitiøse klimamål. Disse anbefalinger lader sig gruppere i seks temaer (for detaljerede beskrivelser se s. 29-31): • Behov for bedre information og oplysning • Ønsker om bedre økonomiske incitamenter • Krav om inddragelse af cirkulær økonomi i alle offentlige udbud og indkøb • Behov for fælles sprog og fælles standarder• Behov for flere værdikædesamarbejder og partnerskaber • Mere understøttende lovgivning på området De væsentlige barrierer for cirkulær omstilling Tid og personalemæssige ressourcer, viden og organisatorisk omstillingsevne mangler, før virksomhederne kan komme i mål med den cirkulære omstilling. I undersøgelsen har virksomhederne yderligere fremhævet de vigtigste tiltag, der bør adresseres, hvis omstillingen skal sikres. De tre vigtigste, hver fremhævet af 30-55 % af virksomhederne, er:• Branchespecifikke inspirationskataloger og vejledninger for, hvordan virksomhederne inden for hver branche kan implementere cirkulær økonomi • Fælles beregningsværktøjer og standarder som virksomhederne frit kan anvende til at opgøre de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af CØ-initiativer • Gennemgang af lovgivning og regulering, så cirkulær økonomi understøttes bedre Andre italesatte barrierer var organisationens tilpasning og at sikre sig det fornødne overblik. De kvalitative interviews med virksomhederne pegede helt lavpraktisk på barrierer for at etablere cirkulære tiltag i virksomheden. Det handler i høj grad om at få de ansatte med i processen og forandringerne og at sikre ejerskab og forståelse blandt medarbejderne. Denne forståelse drejer sig ikke kun om nødvendigheden af at foretage omstillingen, men også om at etablere accept af nye arbejdsrutiner fx i forbindelse med produktionsændringer. Og så handler det også om at holde fast og vise troværdige resultater via gennemsigtige beregninger, der kan overbevise og fremme det interne fokus. At opgøre disse resultater er dog vanskeligt. Når virksomhederne vil igangsætte cirkulære tiltag, er det meget svært at udføre beregninger af såvel økonomiske som miljømæssige konsekvenser af initiativerne. Som flere virksomheder påpeger, er det en særlig udfordring, at virksomhederne sjældent ved på forhånd om et tiltag reelt er cirkulært, fx genanvendelse af bestemte materialer: Her kan det efterfølgende vise sig – ved beregning af materialets fulde livscyklus – at genanvendelsen er så energi- og ressourcekrævende, at det havde været mere bæredygtigt at benytte nye materialer. Samlet set kan vi med afsæt i undersøgelsen konkludere, at langt de fleste adspurgte virksomheder er åbne overfor cirkulær økonomi og cirkulære tiltag, at en del er gået i gang, men at størstedelen udtrykker behov for mere viden − herunder én eller flere former for specifikke undersøgelser og beregningsværktøjer − for at kunne komme videre. Det kan også konkluderes, at de interviewede virksomheder henviser til nødvendigheden af organisatoriske tilpasninger og “kulturelle” forandringer, inklusive et fælles sprog, hvis de skal blive i stand til at gennemføre mere grundlæggende cirkulær omstilling. Egnede forretningsmodeller og strategier for cirkulær økonomi kan være del af den efterlyste viden og vil kunne bidrage til omstillingen.