Search

Igennem de seneste år er visuelle medier blevet en stadig større del af det samlede udtryk der møder os i byer og i bygninger. I asiatiske og i amerikanske storbyer er urbane skærme og medierede facader en almindelig del af det kommercielle og pulserende liv, mens man i Danmark, og resten af Europa, forekommer mere tilbageholdende overfor denne tendens. En umiddelbar generalisering peger på, at når medierede facader eller flader hér optræder i forbindelse med en bygning, er det oftest i kommercielt øjemed eller i forbindelse med kunstprojekter der integrerer medierede flader som udstilling i og af det offentlige rum. Dette forhold peger på behovet for en fortsat diskussion af de arkitektoniske spørgsmål og potentialer der knytter sig til møder med visuelle medier - i udtryksmæssige og oplevelsesmæssige samspil. Samtidig rejser disse indledende iagttagelser en række spørgsmål til arkitekturens egen karakter af visualitet og kommunikation, i relation til billedlige og kommunikative synliggørelsesprocesser. Ph.d.-afhandlingen har som ambition at bidrage til en fortsat gentænkning af disse spørgsmål. Afhandlingen indgår i denne diskussion ved at vende sig mod en indkredsning og undersøgelse af nogle bagvedliggende, arkitektoniske problemstillinger. Derigennem peger afhandlingen på at arkitekturen møder visuelle medier som en udfordring. Arkitekturen udfordres især på områder der vedrører: afgrænsningen af rum, betydningen af tid og varighed samt spørgsmålet om helhed. Samtidig udfordres relationerne mellem krop og arkitektur: Kroppens afsøgende bevægelse i rum bliver kontrasteret af en visuel henvendelse hvis "bevægelse" er iværksat i tid, og arkitekturværkets egen karakter af værende en krop udfordres udtryksmæssigt mellem materialitet og visualitet. Arkitekturens begreber om enhed og helhed udfordres af møder med hurtige og flygtige billeder. Det "hurtige" står i et radikalt modsætningsforhold til arkitekturens "langsomhed" der kommer til udtryk i en vis stabilitet og permanens, tilvejebragt gennem de materialer en bygning er virkeliggjort i. Udfordringen medfører ikke blot ændringer i de måder rum, bevægelse, tid og materialitet forstås og konfigureres på, men giver også anledning til en diskursiv udvikling der vedrører forståelsen af enhed og helhed. Afhandlingen fremhæver udviklingen af denne diskurs i arkitekturteoretisk og arkitekturhistorisk sammenhæng. Diskursen er knyttet til spørgsmål om arkitekturens afgrænsning i forhold til kontekstuelle forhold, eksempelvis i mødet med byen, samt til arkitekturens kommunikative funktion. Den kropslige skala og menneskets perception er betydende for betragtningen af hvad der er helt eller enhedsligt og såvel bevægelse som perception kan i visse tilfælde være det egentlige udtryk for helhed. Denne problematik bliver udfoldet igennem afhandlingen som en diskuterende perspektivering af begrebet billede. Derigennem peger afhandlingen på nogle strukturelle aspekter af mediernes potentiale for synliggørelse der i visse tilfælde bliver vigtigere end den egentlige fysiske udstrækning - også for arkitekturen."Det offentlige billede" (Paul Virilio) betegner et modsætningsforhold til "det offentlige rum" og forstås som en intensivering af budskaber og en accentuering af detaljer. Afhandlingens kapitel Positioner mellem rum og billede tager afsæt i denne karakteristik af "det offentlige billede" som er knyttet til udbredelsen af massemediernes udtryksformer samt til højhastighedsteknologi, blandt andet i form af transmission. Spændet mellem rum og billede betegner en udtryksmæssig og strukturel varians mellem faktorer som bevægelse, tid og materialitet. Begreberne rum, bevægelse, tid og materialitet kan relateres til en distinktion mellem udstrækning og intensitet (Gilles Deleuze/Felix Guattari samt Henri Bergson) og til en arkitekturteoretisk betragtning af spaltninger mellem bevægelse og syn (Sigfried Giedion, Colin Rowe & Robert Slutzky).Dette begrebsapparat relaterer sig til en arkitektonisk diskurs vedrørende helhed. Denne diskurs optegnes i kapitlet Struktur og "billede" mellem helhedsbegreberne: den arkitektoniske krop (Leon Battista Alberti), den mangfoldige enhed og den enhedslige enhed (Heinrich Wölfflin), den vanskelige helhed (Robert Venturi), den vanskelige orden (Robert Venturi, Denise Scott Brown, Steven Izenour) samt det åbne værk (Umberto Eco). Ved en arkitektonisk lobotomi (Rem Koolhaas) rejses der spørgsmål til et arkitektonisk helhedsbegreb og der peges på en spaltning mellem bevægelse og syn. Dette forhold kan iagttages i Den Hollandske Ambassade i Berlin (OMA) hvor en sekventialitet, styret af bevægelse og syn, er udtryk for en ekstensivt strukturerende metode. Det arkitektoniske kan også basere sig på intensiteter. Arkitekturen betragtes i kapitlet Værk og "billede" som del af et tidsligt og rumligt kontinuum der kan iværksættes som arkitektoniske billeder (Bernard Cache) eller tage arkitektonisk form som dualiteter og intensitetsskabte bevægelser (Jean Nouvel). Arkitektoniske sammenhænge med det filmiske relaterer sig ikke blot til eksempelvis en fælles organiserende og rumdannende metode som sekventialitet, men kan også betragtes i relation til en tidslighed der ikke er baseret på kronologi og linearitet: Tid kan forstås som varighed og tilblivelse og dermed som en kvalitativ helhed (Henri Bergson). Arkitektoniske billeder er udtryk for konfigurationer der vedrører en sådan tidsopfattelse og har karakter af begivenhed. Tre bygningsværker i Barcelona betragtes i kapitlet under denne synsvinkel som Tre arkitektoniske billeder: Barcelona-pavillonen (Mies van der Rohe), Forum Bygning og Plaza (Herzog & de Meuron) samt Torre Agbar (Ateliers Jean Nouvel).I Arkitektoniske bevægelses- og tidsbilleder bliver en forståelse af bevægelse og tid præciseret i relation til filmens metoder og udtryksformer. En indføring i en begrebslig distinktion mellem filmens bevægelsesbilleder og tidsbilleder (Gilles Deleuze) perspektiverer spørgsmålet om bevægelse som sekventielt relaterende og syntetiserende og peger endvidere på muligheden for en direkte synliggørelse af tid der er uafhængig af bevægelse. Et spørgsmål om hvorvidt arkitekturen ligesom filmen har mulighed for at fremvise direkte tidsbilleder og dermed kan betragtes i relation til en direkte synliggørelse af tid relateres til et studie af Danmarks Radios Koncerthus i Ørestaden (Ateliers Jean Nouvel).

Som en reaktion mod den postmodernistiske arkitektur har vi i de seneste år været vidne til en arkitektonisk nydannelse. Den har i sit udtryk meget til fælles med modernismens arkitektur. De hvide facader, de gennemgående vinduesbånd, fraværet af ornamentik og det minimalistiske udtryk er blot nogen af de træk, der leder tankerne tilbage til mellemkrigsårenes arkitektur. Men er der reelt tale om et brud med postmodernismen? Eller udspiller den nye udgave af modernismen sig udelukkende på billedplanet? Er dens værdigrundlag således langt fra modernismens? Er der med andre ord tale om en fortsættelse af postmodernismen eller modernismens genkomst? Disse spørgsmål søger en række ind- og udenlandske arkitekturteoretikere at give svar på i denne antologi.

Arkitektur er rum - konstruerede og oplevede rum - rum i bygninger, rum i byer og rum i landskaber. Rum og rumoplevelse er imidlertid ikke givne størrelser. Rumoplevelser varierer forskellige kulturer imellem, og inden for samme kultur hersker der til forskellige tider forskellige kulturelle konventioner for oplevelsen af rum og dermed for udformningen af rum. Denne antologi diskuterer den perspektivistiske rumoplevelse og rumudformning i moderne arkitektur, og undersøger spørgsmålet, hvorvidt der sker aktuelle ændringer i rumoplevelse og rumudformning bl.a. under indflydelse af postmoderne strømninger. Architecture consists of spaces - constructed and perceived spaces - spaces in buildings, spaces in cities and spaces in landscapes. Space and the perception of space are however not given quantities. The perception of space varies among cultures, and within the same culture different cultural conventions for the perception of space - and therefore its design - becomes the universal language at different times. This anthology discusses the perspectivistic perception and design of space in modern western architecture and studies whether changes are currently taken place within the perception and design of space i.a. influcence by modern trends.

Denne vejledning redegør for, hvordan byarkitekturen i de komplekse, såkaldte grå byområder kan varetages i en dialog mellem fagfolk og beboere. Den nye byfornyelseslov og kvarterløftprojekterne kræver et nært samarbejde mellem myndigheder og beboere. Forudsætninger og metoder for en dialog om byarkitekturen præsenteres her. Vejledningen henvender sig såvel til fagfolk, der arbejder med byarkitektur, som til beboere, der er aktive i udviklingen af deres byområde. These guidelines describe how urban architecture in complex, socalled inner suburbs, may be attended in a dialogue between professionals and residents. The new Urban Renewal Act and urban regeneration projects demand close cooperation between authorities and residents. Prerequisites and methods for a dialogue about urban architecture are presented here. The guidelines are directed at professionals in urban architecture and to residents active in the development of their urban neighbourhood.

En del af de renoveringer, der siden midt i firserne har fundet sted i en række nyere, almennyttige bebyggelser, er karakteristiske ved deres overfladiske forandringer som f.eks. bemalinger. Men der er også eksempler på mere grundlæggende opgør med de problemer, bebyggelserne havde inden renoveringen. De mest vellykkede renoveringer har rødder i den oprindelige arkitektur. Denne rapport viser - og diskuterer - 23 bemærkelsesværdige eksempler på renoverede boligområder. Rapporten rummer en række anbefalinger, der kan opstilles for kommende byggesager, samt nogle råd, der retter sig mod de enkelte bygningsdele: Facader og gavle, tage, altaner, indgangspartier, udearealer og økologiske hensyn. Rapporten henvender sig til boligselskaber og ansvarlige for kommende renoveringer.

I antologien undersøges og belyses forskellige kulturelle bevægelsers måde at udtrykke og markere deres identitet gennem arkitektur og formgivning af deres steder i byens og landskabets rum. Det være sig boligbevægelser, religiøse bevægelser, økologiske bevægelser eller kolonihavebevægelsen. Endvidere undersøges og beskrives mere alment elementer i byens og landskabets æstetik.

Interessen for byarkitektur, dvs. de helheder og sammenhænge, som den enkelte bygning indgår i, er voksende, ikke blot blandt fagfolk, men også blandt almindelige borgere - og investorer. Publikationen redegør for, hvorledes byarkitektoniske træk kan kortlægges, registreres og analyseres samt hvordan der kan udarbejdes retningslinier for ombygninger og nye bygninger med henblik på at bevare og udvikle byens fælles arkitektur. Publikationen henvender sig især til teknikere og politikere, men er også af stor interesse for de borgere, som er aktivt engagerede i udviklingen af den by, de bor i. Den vil således kunne bruges af alle, der beskæftiger sig med byarkitekturen i kommuner, fx byforeninger, studiekredse og i undervisningen.

Tre essays af henholdsvis kulturhistoriker Lise Bek, byplanarkitekt Hans Ovesen og kultursociolog Jean Fischer om det moderne og postmoderne i diskussionen om formningen af vore omgivelser. Indledende artikel af Jens Schjerup Hansen.