Search

I middelalderen etablerede København sig som en af Danmarks største og vigtigste byer. Udviklingen tog fart i 1400-tallet, da byen fik status af residensstad og hermed blev rigets kulturelle og politiske centrum. Som kongens og hoffets primære by husede København løbende kongelige ceremonier. Ceremonierne bidrog til at manifestere kongemagtens position i samfundet, og i højere grad end noget andet sted i riget manifesterede kongemagten sig i netop residensstaden. Disse manifestationer af magt havde alle en markant sensorisk dimension. De visuelle træk har historikere og andre forskere på forskellig vis længe haft blik for, mens andre sensoriske aspekter ved de kongelige teatralske ceremonier, herunder auditive, ikke har fået megen opmærksomhed i forskningen. Internationale studier har imidlertid vist, hvordan Europas før-moderne magthavere benyttede forskellige former for lyd til at manifestere magt i det offentlige rum i ceremonielle sammenhænge og i særdeleshed i residensstæder. På forskellig vis transformerede og/eller konstruerede eksempelvis fyrster urbane lyduniverser, hvori man via bevidst udnyttelse af lyd iscenesatte fyrsten og hans position i samfundet. En ganske særlig begivenhed i den forbindelse var kongekroningen. Denne artikel undersøger, hvordan den danske kongemagt manifesteredes auditivt i renæssancens København i forbindelse med Frederik 2.s kroning i august 1559. Med fokus på præsten og digteren Rasmus Hansen Reravius’ retrospektive digteriske fremstilling af kroningsfesten studeres, hvordan man under kroningsfesten aktivt benyttede lyd til konstruktion af unikke lyduniverser, hvori kongens magt manifesteredes auditivt.

Frederiksborg Slot står som et prægtigt mindesmærke over Christian IV’s ønske om at blive set som en europæisk fyrste. Et af de væsentligste elementer i denne bestræbelse er Marmorgalleriet, som endnu pryder slottets hovedfløj. Marmorgalleriet blev udsmykket med skulpturer og relieffer med temaer fra antikken. Disse udgjorde tilsammen en ikonografisk fremstilling, som kongen kunne spejle sig i. Dette marmorgalleri blev delvist skabt af Amsterdams berømte billedhugger Hendrick de Keyser og er som den eneste skandinaviske konstruktion afbilledet i det berømte værk Architectura Moderna. Tilsammen udgør alt dette en unik indgang til forståelsen af det kulturhistoriske møde mellem oldtidsfascination og „moderne“ arkitektoniske strømninger på grænsen mellem renæssancen og barokken. Men for at forstå netop dette er der et centralt spørgsmål som først må besvares, og som vækker stor uenighed i forskningen: Hvordan så Marmorgalleriet oprindeligt ud, og hvordan relaterer det sig til beskrivelsen i Architectura Moderna? Denne artikel vil behandle netop denne problemstilling.